Flere yngre kvinder ønsker ikke at få børn

Debatindlæg

August 2023

indlæg

 

Siden 2010 har den danske fødselsrate generelt været faldende, og i 2022 oplevede Danmark den laveste årlige fødselsrate siden den historisk lave fødselsrate i første halvdel af 1980erne. Tidligere forskning fra ROCKWOOL Fonden har vist, at faldet i fødselsraten de seneste 12 år primært har været drevet af færre førstegangsfødende. Samtidigt angiver yngre danske kvinder et lavere antal børn som deres foretrukne antal end ældre voksne kvinder.

Der er dog ikke tidligere blevet set på, om der også er en stigning i andelen, der ønsker at være barnløse, eller om der i stedet er tale om, at kvinder stadig ønsker at få børn, men blot færre. På baggrund af den internationale Generations- og Kønsundersøgelse, som ROCKWOOL Fonden stod for at indsamle i Danmark i 2021, er det dog muligt at undersøge. I undersøgelsen angav mere end 7.500 danskere mellem 18 og 49 år, hvor mange børn de så som det ideelle at få eller have fået, inklusive muligheden for at angive 0 børn.

 

Yngre danske kvinder angiver i voksende grad, at de ikke ønsker at få børn. Figur 1 viser andelen som angiver 0 børn som deres ideelle antal hen over fødselsårgangene 1971-2003. For kvinder født fra 1991 og frem er andelen, der angiver 0 børn, steget uafbrudt. Hvor 4,6 procent af kvinder født 1987-1990 angiver, at deres ideelle antal børn er 0, er der tale om 8,8 procent af kvinder født 1999-2003. Mænd, som med undtagelse af de yngste generelt har en større andel, der ønsker 0 børn, end kvinder har, udviser ikke samme trend.

Årgangene født 1991-2003 var i første halvdel af den periode af deres liv, hvor man normalt får børn. I 2022 var gennemsnitsalderen for en førstegangsfødende kvinde i Danmark 29,9. De yngste årgange i undersøgelsen er knapt begyndt at få børn endnu. Således er der ikke noget, der tyder på, at fødselsraten i Danmark vil stige inden for de næste 10-15 år, medmindre kvinderne ændrer holdning, efterhånden som de bliver ældre. International forskning peger dog på, at vi med alderen ønsker færre, ikke flere, børn, så den udvikling er ikke så sandsynlig.

Note: Der er anvendt personspecifikke vægte. Personer født i 2003 er inkluderet i sidste aldersgruppe, da dele af fødselsårgangen var 18 år under dataindsamlingen.

Kilde: Egne beregninger på baggrund af data fra Generations- og Kønsundersøgelsen (Generation and Gender Survey) indsamlet af Danmarks Statistik for ROCKWOOL Fonden.