For nyligt blev det i Børsen fremhævet, at det faldende børnetal er godt for økonomien. Og ja, færre børn mindsker den såkaldte hængekøjeproblematik og styrker den finanspolitiske holdbarhed.

Børn fødes nemlig som en finanspolitisk underskudsforretning, da de først skal passes og uddannes, inden de kommer i job, betaler skatter og bidrager til de offentlige finanser.

Når man opgør den finanspolitiske holdbarhed, vejer beløb i den nære fremtid tungere end beløb, der ligger længere ude i fremtiden. Med udgangspunkt i beregninger fra De Økonomiske Råd kan et fald i fertiliteten fra 1,9 barn pr. kvinde til 1,75 barn omregnes til en vedvarende forbedring af de offentlige finanser på ca. 8 mia. kr. om året.

Penge, der kan bruges til bedre ældreomsorg, et styrket sundhedsvæsen, sænkede skatter eller noget helt fjerde.

Set ud fra denne meget snævre regnskabsbetragtning er børn altså en “underskudsforretning”. For os, der lever lige nu, vil færre børn derfor give mulighed for en højere levestandard både i det private og det offent- lige forbrug – dog uden den glæde, der jo er ved børn.

Denne “gevinst” har dog en oplagt begrænsning, som ikke tæller med i denne snævre nutidsværdibetragt- ning. For festen stopper, når dem, der er børn i dag, bliver ældre. Hvis vi langt fra reproducerer os selv som befolkning, bliver der mangel på yngre borgere til at betale skatter – og i øvrigt også til at sikre arbejdskraft.

Problemet kan til den tid i princippet løses ved en stor indvandring, men erfaringerne med integrationsud- fordringer gør denne løsning langt mindre skudsikker, end de finanspolitiske holdbarhedsberegninger kan få det til at se ud.

Dertil kommer, at vi – hvis vi satser på øget indvandring – reelt set høster en arbejdskraft, som er vokset op, har gået i skole og er uddannet i deres hjemlande. Det vil sige, at vi reelt set styrker vores finanspolitiske holdbarhed ved at overlade omkostninger til andre lande. Er det holdbart?

Under alle omstændigheder skal man (også økonomisk set) bekymre sig om et faldende børnetal, hvis man lægger vægt på, at også fremtidige generationer skal kunne glæde sig over at være borgere i et holdbart velfærdssamfund.