Den faldende danske fødselsrate—der i 2024 var på 1,47 barn per kvinde —har været heftigt debatteret de seneste år. På den ene side har debatten været præget af bekymringer omkring faldende frugtbarhed, kvinders stigende alder ved moderskab og risikoen for, at den danske befolkning skrumper ind. På den anden side vil forventede mindre kommende fødselsårgange lede til lavere statslige udgifter til børnepasning og uddannelse. Som det seneste skridt i debatten har DREAM-gruppen og KRAKA fremstillet diametralt modsatte befolkningsfremskrivninger, hvor DREAM projekterer, at fødselsraten vil stige til 1,7, og KRAKA projekterer, at den vil falde til 1,3.

Denne analyse klarlægger, hvad fødselsraten faktisk måler, hvad der driver kvinders stigende alder ved moderskab, hvad den stigning fortæller os om de underlæggende fertilitetsdynamikker i Danmark, og hvorfor alt dette kan påvirke befolkningsfremskrivninger på uhensigtsmæssige måder, hvis der ikke tages højde for dem. To faktorer driver den lave fødselsrate: Kvinder får børn senere, og kvinder med kortere uddannelser får færre børn. Stigningen i gennemsnitsalderen ved fødsel siden 1980’erne skyldes primært, at flere kvinder tager længere uddannelser, hvilket mekanisk holder fødselsraten nede. Kvinder med videregående uddannelser får flest børn i gennemsnit, mens kvinder med kun folkeskoleuddannelse oplever det mest markante fald i fertilitet på tværs af fødselsårgange.

Det har implikationer for validiteten af KRAKA’s befolkningsfremskrivning, der forventer en fødselsrate på 1,3, da denne metode ikke tager højde for forskydning i fødselstidspunktet grundet uddannelse, og dermed undervurderer den sandsynlige fremtidige fertilitet. DREAM’s fremskrivning på 1,7 vurderes mere realistisk, men kunne forbedres ved at fremskrive fertilitet separat per uddannelsesgruppe.

Mål for fertilitet

Når man som demograf beskæftiger sig med fertilitet, skelner man mellem to måde at tænke fertiliteten på—henholdsvis som fødselsraten og som kohorte- eller generationel fertilitet. Fødselsraten er et mål for, hvad intensiteten af fødsler er et givent kalenderår. Den udregnes ved at summere det gennemsnitlige antal fødsler per kvinde ved hvert alderstrin det år. Derved opnår man et mål for, hvor mange børn en kvinde ville føde, hvis hun fulgte den aldersprofil, der kendetegner det specifikke kalenderår. Det vil sige, at fødselsraten angiver, hvor mange børn en kvinde kunne forvente at få, hvis hun gennemlevede hele sin fertile livsperiode det år. I modsætning hertil angiver kohortefertiliteten hvor mange børn en kvinde i gennemsnit fik hen over sit liv eller op til en bestemt alder, oftest 49 år.

Når man taler om udviklingen i befolkningen, er det ofte kohortefertiliteten, man egentligt er interesseret i. Når vi ved, hvad det gennemsnitlige antal børn en kvinde fik er, så er det lidt mindre vigtigt, hvornår hun fik dem. Men, politikeren som er nødt til at planlægge ud fra hvordan landet ser ud i morgen, har ikke tid til at vente på, at folk bliver 49 år, før der kan siges noget om hvordan tingene gik. Derfor bliver fødselsraten brugt som et barometer for, hvordan tingene går, og kommer til at gå fremover.

Men det er desværre et barometer, som til tider anvendes forkert. Ofte fremhæves 2,1 barn per kvinde som reproduktionsniveauet, der sikrer, at en befolkning ikke svinder ind over tid. Men det niveau er kun korrekt, såfremt der ikke er stigende levetid og positiv nettoindvandring. Når danskerne lever længere, og der er positiv nettoindvandring, er begge dele med til at holde befolkningsstørrelsen oppe. Samtidigt betyder en stigende alder ved fødsel, at fødselsraten mekanisk holdes lavere—når alderen ved fødsel stiger over tid, skubbes der en pukkel af kommende fødsler foran den nuværende fødselsrate. Det betyder, at fødselsraten vil være lavere end den endelige kohortefertilitet, så længe mors alder ved fødsel er stigende, hvilket har været tilfældet i Danmark siden midten af 1970’erne.

Mors alder ved fødsel

Som figuren nedenfor demonstrerer, har der været store udviklinger i hvilke aldersgruppe, der fødte børnene i Danmark hen over de seneste 125 år. På tværs af årene har kvinder mellem 25-34 år altid stået for over halvdelen af fødslerne et givent år, og i 2024 tegnede de sig for 2/3 af alle fødsler. Den største forandring over de 125 år er faldet i andelen af fødsler hos kvinder i alderen 20-24. I 1901 tegnede den gruppe sig for 18% af fødslerne, og i slutningen af 1960’erne kort før p-pillens indførsel, for omkring 34%. I 2024 stod de kun for 5% af fødslerne, og der er nu en større andel af fødsler blandt kvinder over 40 år end for kvinder under 25 år. Fødsler til mødre i teenage-årene var aldrig et stort fænomen, men så dog sit relative højdepunkt i slutningen af 1960’erne, hvor op til 10% af alle fødsler var af kvinder under 20 år. I 2024 var der tale om 0,2% af alle fødsler. Den lave andel af mødre i alderen over de 34 år var i høj grad et fænomen, der primært gjorde sig gældende i årtierne fra 1950 til 1990. Men hvor det tidligere var drevet af , at kvinder i gennemsnit fik flere børn hen over livsbanen, er de seneste årtier i stedet nok præget af længere venten indtil første barn.

Mors alder begyndte for alvor at stige fra 1980, og gennemsnitsalderen for fødende kvinder steg med over fire år fra 1980 til 2024. Ændringen var langt hen ad vejen drevet af ændringer i uddannelsesadfærd. Perioden fra 1980’erne og frem så en drastisk ekspansion i kvinders uddannelsesopnåelse. I 1986 have 20% af kvinder mellem 25-29 en videregående uddannelse. I 2024 var den tilsvarende andel 60%, så der var tale om en tredobling. Uddannelse er en central parameter, fordi vejen igennem uddannelsessystemet er med til at strukturere folks livsbane—de fleste venter med at stifte familie, til de har færdiggjort deres uddannelse. Det kan også aflæses i figuren nedenfor, som både viser den gennemsnitlige alder for alle kvinder ved fødsel (stiplet linje) og udviklingen i gennemsnitsalder fordelt på mors uddannelsesniveau. Inden for uddannelsesgrupperne steg alder langt mindre end generelt. Så en af de primære grunde til at vi har set en stigning i alder ved fødsel siden 1980erne er, at kvinder har taget mere uddannelse, og det udsætter, hvornår de begynder at få børn.

Fertilitetsfald og uddannelse

Fra ROCKWOOL Fondens side har vi tidligere beskrevet, hvordan den nuværende lave fødselsrate er drevet af specielt kvinder, som kun har folkeskoleuddannelse—men også kvinder med en ungdomsuddannelse—er blevet mindre tilbøjelige til at blive forældre siden 2008. Samtidigt kan den forsinkelse, der ligger i, at flere kvinder tager længere uddannelser og derved også begynder at få børn senere, yderligere tjene til at holde fødselsraten nede. Disse to fænomener kan dog være svære at skille ad, når man kun ser på fødselsraten. Derfor viser figuren neden for kohortefertiliteten for alle fødselsårgange 1970-1998 delt op på, hvilket uddannelsesniveau man havde eller var i gang med at opnå som 25-årig. Den venstre kolonne viser kohortefertiliteten summeret fra 15 til 45 år (eller seneste tilgængelige år for årgange stadig yngre end 45). Den midterste kolonne viser, hvor mange fødsler der var per 1,000 kvinde ved hvert alderstrin for hver fødselsårgang. Og den højre kolonne viser andelen af alle kvinder med hver uddannelsestype som 25-årig på tværs af deres fødselsårgang.

Som det kan ses fra venstre kolonne, er alderen hvor de enkelte uddannelsesgrupper begynder at få børn forskudt i forhold til hinanden. Stort set ingen med videregående uddannelser får børn inden 25 år, hvorimod både kvinder med folkeskole og ungdomsuddannelse begynder tidligere. Til gengæld får kvinder med videregående flest børn, og kun med et lille fald i deres kohortefertilitet hen over årgangene. Derimod oplever kvinder med ungdomsuddannelser et mere markant fald, mens kvinder med folkeskoleuddannelse oplever det mest markante fald hen over fødselsårgangene. Samtidigt er aldersprofilerne i hvornår de enkelte uddannelsesgrupper får børn meget stabile—der er fald i højden på kurverne for både kvinder med ungdomsuddannelse og folkeskolen for senere fødselsårgange, men selve toppunktet af kurverne er forblevet meget stabilt. Som det også sås for mors gennemsnitsalder ved fødsel, så er det store skift i hvornår fødsler sker i danske kvinders liv drevet af, at en større andel af senere årgange tager længere uddannelser (jf. højre kolonne), og derfor også får børn senere i livet—men samtidigt er det kvinderne med længst uddannelse, der får flest børn.

Implikationer for befolkningsfremskrivninger

En central årsag til at studere fertiliteten er at bidrage med viden, der kan informere befolkningsfremskrivninger, heriblandt hvilket omfang vi skal forvente det nuværende fald i fødselsraten vil have for størrelsen og alderssammensætningen af den danske befolkning i fremtiden. Som nævnt ovenfor kan fødselsraten falde af to årsager—enten fordi folk får færre børn, eller fordi de får dem senere i livet. Som det ses af figuren overfor, der viser udviklingen i kohortefertiliteten, går Danmark på nuværende tidspunkt igennem begge hændelser på én gang. Kvinder med kortere uddannelse—der får børn tidligere i livet—bliver færre, men får også færre børn. Derimod bliver der flere kvinder med længere uddannelser, som får børn senere i livet, og deres fertilitet som gruppe ser ikke ud til at falde markant.

I 2024 opdaterede DREAM-gruppens deres tilgang til befolkningsfremskrivning efter kritik for at deres daværende befolkningsfremskrivning antog en for høj fremtidig fertilitet. DREAM overgik til at bruge en metode, der fremskriver den endelige kohortefertilitet for alle kvinder på 32 år eller ældre. Det førte til en nedjustering af den langsigtede forventede kohortefertilitet til 1,7 fra tidligere forventning på 1,9. DREAM’s tilgang har den fordel, at kohortefertiliteten ofte er langt mere stabil end fødselsraten, og derfor er forudsigelserne mindre følsomme overfor fluktuation imellem to år end forudsigelser baseret på fødselsraten. Derudover kan forskydninger i fødsler, der skyldesm, at fødsler sker senere i kvinders livsbane, også inkluderes. Dog kan DREAM’s fremskrivning nok forbedres ved at fremskrive fertiliteten separat per uddannelsesgruppe og vægte med størrelsen af grupperne.

I marts udgav KRAKA i samarbejde med Deloitte en rapport som stiller sig stærkt kritisk overfor DREAM’s fremskrivninger, hvor KRAKA i en alternativ fremskrivning af fødselsraten argumenterede for, at DREAM’s forventning om 1,7 barn pr kvinde var overdreven optimistisk, og at en fødselsrate på 1,3 var langt mere realistisk. Den metode, KRAKA anvendte i deres fremskrivning er dog ikke uproblematisk. For det første er vi som samfund i sidste ende lidt mindre interesserede i fødselsraten end i kohortefertiliteten—på den lange bane er det mere centralt, hvor mange børn kvinder ender med at få, end hvor mange der fødes et bestemt år. For det andet, er metoden KRAKA anvender tilbøjelig til at anskue fald i fødselsraten, der skyldes forsinkelser på grund af stigende alder ved fødsel som udtryk for, at folk får færre børn i stedet for, at de får dem senere—specielt når sådanne forsinkelser skyldes, at folk rykker fra en gruppe til en anden, som det er tilfældet i Danmark ved kvinders stigende uddannelsesopnåelse. Derved kommer KRAKA højst til at undervurdere, hvor mange børn folk vil ende med at få i kommende årtier.

Sidst skal det påpeges, at det alt andet lige er svært at spå om fremtiden—selv med de nyeste metoder. Denne slags fremskrivningsøvelser bygger på mange antagelser og har en høj usikkerhed. Men selv under ret pessimistiske antagelser for fremtiden, virker KRAKA’s 1,3 barn pr. kvinde som nyt fast niveau som et meget usandsynligt bud.