”Københavnerne foretrækker ejerboliger og billige lejeboliger” konkluderer Pernille Rosenkrantz-Theil i Berlingskes kronik d. 3/1 og uddyber med en vision om ”et boligmarked, hvor det ikke kun er de dyre lejelejligheder, der bygges, men også boliger, der er til at betale for almindelige mennesker.”

Det københavnske boligmarked er udfordret. Løsningerne er dog langt fra simple og involverer en masse svære beslutninger. Men om byen fortsætter med at være tilgængelig for både pædagoger, lærere, SOSU’er og unge handler ikke kun om ”private udlejningsboliger, som er så dyre, at de fleste af os ikke kan følge med”, som Rosenkrantz-Theil beskriver det. Dette er blot ét element.

Fraværende fra både kronikken og debatten om et utilgængeligt boligmarked i København er andelsboligerne, som udgør omkring en tredjedel af alle boliger i byen. For med til historien om udfordringer på det københavnske boligmarked hører, at andelsboligerne til dels er afkoblet fra resten af markedet. Andelsboligforeningerne bestemmer nemlig selv reglerne for, hvem der skal have fortrinsret til ledige boliger.

Og konsekvensen illustrerede en analyse fra ROCKWOOL Fonden i oktober sidste år: Andelsboligmarkedet er i høj grad en lukket fest. Dem, der har været heldige at få en fod indenfor, lukker ofte deres eget netværk ind i varmen. Eksempelvis ses en kraftig overrepræsentation af familiemedlemmer i andelsboligforeninger.

At ledige andelsboliger ofte sælges til netværket blandt de øvrige beboere i foreningerne, skyldes ikke kun, at det er dejligt at have familie og venner boende tæt på. Det skyldes primært, at andelsboligers reelle værdi ofte overstiger prisen. På den ene side giver dette nogle, som ellers ville have haft svært ved at følge med de høje boligpriser i København, mulighed for at finde en bolig i byen. Men på den anden side medfører det også store incitamenter til at give fx familiemedlemmer fortrinsret, når der er ledige boliger. Hvem, der bliver vindere og tabere, hvis der indføres markante ændringer på andelsmarkedet, afhænger af de konkrete tiltag.

Jeg vil ikke gøre mig til dommer over, hvad københavnerne foretrækker, eller hvordan den bedste boligpolitik ser ud – om der skal reguleres, bygges nyt eller noget helt tredje. Jeg vil blot stille spørgsmålet: Hvordan ville boligpriserne og adgangen til boliger se ud, hvis ikke en tredjedel af boligmassen krævede en adgangsbillet i form af familienetværk eller andre kontakter, som det i dag er tilfældet på andelsboligmarkedet? Hvis det reelt var alle boliger, der var tilgængelige på det københavnske boligmarked?