Ansigtsgenkendelsesteknologi kan lyde som det rene science fiction og noget, mange ville tro, at kun ondsindede, totalitære styrer ville bruge.

Men en række meget markante sager om bandekriminalitet, især »crime as a service« hvor danske bander hyrer unge svenskere til at begå kriminalitet i Danmark, har nu ført til en hurtig velsignelse af ansigtsgenkendelse – her og nu og i lille Danmark.

I første omgang har Københavns Politi fået lov til at bruge »ansigtsgenkendelsesteknologi« i sager om eksempelvis drab, grov vold, voldtægt og »situationer af betydning for statens sikkerhed«.

Spørgsmålet er dog, om ansigtsgenkendelsesteknologi er den rette vej at gå for at komme problemet med »crime-as a service« til livs? Som justitsminister Peter Hummelgaard (S) sagde her i Berlingske i starten af måneden, så vil det »løfte kvaliteten af efterforskningen.«

Men erfaringer fra udlandet tyder på, at effekterne vil være beskedne. Dette faktum må tages med ind i vurderingen af, hvorvidt teknologiens anvendelse er proportionel, for den rummer også nogle ulemper for almindelige, lovlydige mennesker.

Holdningerne til ansigtsgenkendelse er både delte og markante.

Der er dem, som ønsker at give politiet de bedst mulige redskaber til at stoppe kriminalitet og argumenterer med, at »hvis man ikke har noget at skjule, så har man intet at frygte«.

Og så er der dem, der frygter glidebanen mod et overvågningssamfund, hvor retten til privatliv sættes under pres. Her er det primære fokus på vores rettigheder som borgere, og at staten ikke skal blande sig i alt.

Debatten mangler dog en helt central ingrediens: Hvordan teknologien helt konkret og lavpraktisk kommer til at ændre politiets arbejde, og hvilke specifikke fordele vi kan forvente af det. For det kan være svært at forholde sig til, om politiets brug af ansigtsgenkendelse er acceptabel for os som samfund, hvis vi ikke ved, hvor store fordele og ulemper, vi kan forvente som følge af den.

Modsat science fiction-film og det kinesiske styre må Københavns Politi ikke benytte sig af ansigtsteknologi i realtid, altså på »live« videomateriale. Teknologien vil i stedet blive brugt i forbindelse med efterforskningsarbejde.

Så hvis for eksempel en mand med relation til bandemiljøet i Sverige bevæger sig ned ad Strøget og kigger direkte op i et overvågningskamera, således at han nemt kan identificeres af en ai, vil Københavns Politi først opdage dette via ansigtsgenkendelse efter han for længst har forladt Strøget og måske endda forladt Danmark.

I den bedste af alle verdener, hvor man har et nyt og skarpt portrætfoto af en identificeret person, som skal matches op imod et ditto højkvalitetsbillede af en ukendt person fra noget videomateriale, er teknologien faktisk nærmest fejlfri. Men hvis man begynder at reducere kvaliteten af billedet, eller hvor gammelt billedet er (som nok i øvrigt vil være et typisk scenario for svenske »børnesoldater«), begynder teknologiens effektivitet at falde temmelig hurtigt.

Nu kender vi selvfølgelig ikke den specifikke teknologi, som Københavns Politi tager i brug senere i år. Men erfaringer fra udlandet kan være et pejlemærke.

I England virker ansigtsgenkendelsessystemer rigtig godt, hvis de testes i kontrollerede rammer. Her er præcisionen 70-90 procent, når man tester realtids-identifikation af politiansatte og betalte skuespillere på baggrund af et nyligt taget selfie-billede.

Men når systemet skal identificere »rigtige« kriminelle på baggrund af en database af »mug shots« (fotos af de folk, som er blevet anholdt), klarer teknologien sig markant dårligere – og identificerer således kun helt ned til 30 procent af personerne korrekt.

Man risikerer altså i mere end i to ud af tre tilfælde at tage fejl og beskylde en uskyldig for at være en kriminel.

Desuden vil kriminelle sandsynligvis ret hurtigt blive gode til at indføre forholdsregler, når de er i zoner med overvågning, for eksempel ved at bære mundbind for næsen og store solbriller. Det vil yderligere reducere succesraten.

Fra politisk hånd er ansigtsgenkendelsesteknologien iscenesat som det store og effektive træk mod grov, personfarlig kriminalitet. Men de beskedne erfaringer fra udlandet tegner altså et lidt andet billede – og vi skal måske ikke forvente, at de nye teknologier bliver et quickfix for denne type kriminalitetsproblematik.