Vi har god grund til at tro at de seneste 10 års stigning i andelen, der lider af psykisk sygdom, til dels kan skyldes denne mekanisme. Det er nemlig ikke første gang der sættes fokus på de utilstrækkelige tilbud i psykiatrien; en WHO-rapport fra 2001 dokumenterede systematisk underbehandling i det psykiatriske sundhedsvæsen globalt, og den gav genlyd verden over. De danske myndigheder begyndte derfor allerede i slut-00’erne at øge indsatsen i fx børne- og ungepsykiatrien, og man indførte udrednings- og behandlingsgaranti i hele psykiatrien. Disse og andre tiltag betød, at kapaciteten til at diagnosticere psykisk sygdom blev forøget.

De seneste 10 års vækst i andelen med psykisk sygdom hviler altså bl.a. på ryggen af tiltag, som har skullet komme underbehandlingen til livs. Og fordi der nok stadig er et stort mørketal, har vi grund til at tro, at implementeringen af den nye plan vil skabe en yderligere stigning i andelen af danskere med psykiatriske diagnoser. Men stigningen afspejler ikke en vækst i problemet, i stedet afspejler den, at en større del af problemet kommer frem i lyset.

Dermed ikke sagt, at den nye psykiatriplan skal løse et problem der ikke er der – at stigningen i andelen af danskere, som lider af psykisk sygdom, ikke er et problem. Men man kunne håbe på, at der sideløbende med implementeringen af planen også udvikles en række gode og solide måleredskaber, som mere direkte kan blotlægge omfanget af psykisk sygdom i befolkningen, og som er uafhængige af kapaciteten i det psykiatriske hospitalsvæsen. Sådanne mål er interessante set fra et forskningsmæssigt perspektiv, men er også tvingende nødvendige når vi om 10 år skal kunne vurdere, om planen faktisk har hjulpet, og hvordan det egentligt går med danskerne mentale sundhed.