Et relativt overset afsnit i regeringens nyligt fremlagte regeringsgrundlag rummer på sin vis lidt af et nybrud: Regeringen peger på behovet for flere byggelegepladser.

Ja – det kan måske få en til at trække på smilebåndet, når regeringsgrundlaget ellers er fyldt med potentielle politiske dramaer om ingen moms på frugt og grønt, gratis tandpleje samt reform af skattesystemet.

Og det lyder også umiddelbart som et mindre initiativ. Men byggelegepladsen er i virkeligheden et af de få steder i vores samfund, der hviler på en anden forståelse af barndommen end den dominerende.

For som mange småbørnsforældre – inkl. jeg selv – oplever, så er forældreskabet i dag i høj grad et omfattende og grundigt styret projekt.

Mindre udviklende leg

Vi henter børnene tidligere, organiserer mere, følger tættere med og forsøger at optimere deres trivsel, udvikling og fremtidige muligheder. Og mens børn dermed fylder mere i de voksnes verden, har de fået mindre frihed i deres egen, og det er en mulig forklaring på unges mistrivsel.

I den amerikanske socialpsykolog Jonathan Haidts analyse af den moderne barndom, er denne udvikling et af omdrejningspunkterne.

I bogen »Den Ængstelige Generation« , beskriver Haidt, hvordan børn i stigende grad vokser op i en voksenstyret virkelighed, hvor deres tid er planlagt, relationer organiseret, og konflikter håndteret af voksne, samtidig med at deres leg er mindre risikofyldt, spændende og udviklende.

Hvor børn tidligere selv fandt sammen, selv gik rundt i lokalområdet, selv lærte at navigere i sociale fællesskaber og gjorde ting, som voksne i dag synes er for farlige, foregår en stor del af barndommen i dag under voksnes overvågning eller organisering, og på legepladser med faldsand, runde hjørner, og sikre klatrestativer – eller på skærmen.

Leg i et børnestyret fællesskab

Og her kommer byggelegepladserne ind. Her er det ikke voksne, der organiserer oplevelsen. Børn bygger selv, eksperimenterer og løser problemer. De håndterer værktøj, materialer, konflikter og risici i et kontrolleret, men ikke fuldstændigt styret miljø. Der er voksne, men deres opgave er ikke at styre legen.

Det er problemløsningsorienteret leg i frie rammer, ofte i et børnestyret fællesskab med ansvar for for eksempel dyr og natur. Altså leg, der giver en lang række af de erfaringer, som er reduceret i den moderne barndom.

I det lys er byggelegepladsen mere end et fritidspolitisk forslag. Den rummer muligheder, der er blevet sjældnere i barndommen, nemlig steder, hvor børn får lov til at øve sig i at være i verden uden konstant voksenstyring.

Forskning i leg og udvikling peger nemlig på, at leg ikke blot er et pusterum fra læring, men en central arena for udvikling af følelsesmæssig og social robusthed.

Børns erfaringer med at være på usikker grund gør dem i stand til senere at navigere i mere komplekse sociale og følelsesmæssige situationer.

Studier af rotter viser for eksempel, at voksne rotter, der som unger blev afholdt fra at lege med andre rotteunger, udviser en række følelsesmæssige og kognitive mangler . For særligt i den såkaldt risikofyldte leg lærer børn (og rotteunger) at håndtere usikkerhed, konflikter, frygt og nederlag i små, selvvalgte doser.

Det er ikke uden grund, at UNICEF promoverer retten til leg som en grundlæggende forudsætning for udvikling.

Den risikofyldte leg kan være at klatre højt, bygge noget ustabilt, udforske ukendte steder eller indgå i lege, hvor reglerne løbende forhandles. Pointen er ikke selve risikoen, men at barnet får mulighed for at gøre sig erfaringer med den, vurdere og justere den.

Set i det lys bliver spørgsmålet om mistrivsel mere komplekst, for hvis børn i mindre grad end tidligere får mulighed for at øve sig i at håndtere modgang, konflikt og usikkerhed, bliver det ikke kun et spørgsmål om hvad, der presser dem udefra. Det bliver også et spørgsmål om, hvad de har haft mulighed for at opbygge indefra.

Når vi diskuterer mistrivsel, spørger vi ofte, hvad vi kan gøre mere af, for eksempel give mere støtte, mere opsyn, flere indsatser.

Men måske bør vi også spørge, hvad børn får mindre af, for samtidig med at vi er blevet mere optagede af børns trivsel end tidligere generationer, har vi i praksis fjernet nogle af de erfaringer, som historisk har været med til at skabe robuste børn.

Og på den baggrund er forslaget om flere byggelegepladser nok mere nyskabende, end man får indtryk af ved en hurtig gennemlæsning af regeringsgrundlaget.