Den 14/10 beskrev Berlingske på baggrund af en analyse fra ROCKWOOL Fonden, hvordan ”familierelationer får fortrinsret til hovedstadens andelsboliger”. Resultaterne er efterfølgende blevet debatteret i mange medier, og flere har også peget på mulige ”skyldige”: Boligpriser, nepotistiske familier, og politikere. Men inden dommen fældes, er det vigtigt at spørge, hvad den oprindelige idé med andelsforeninger var, hvorfor familierelationer er så udbredte her, og hvordan alternativerne ser ud.
Andelstanken handler om, at en gruppe deler risikoen og byrden ved at investere, så der ikke er brug for den samme formue og indkomstsikkerhed, som hvis man var alene. Samtidig er priserne på andelsboliger historisk blevet bestemt på en anden måde end på ejerboligmarkedet. De fleste andelsboliger har de seneste mange år været billigere end tilsvarende ejerboliger. Derfor ses andelsboliger som en mulighed for at få en fod ind på et boligmarked, som ellers kan være svært at komme ind på.
Men når prisen på en vare sættes lavere end markedsvurderingen, vil flere have lyst til at købe, end det er muligt. I sådanne tilfælde må andre mekanismer bestemme, hvem der får lov til at købe; fx at sælger personligt vælger køberen. Når dette kan virke problematisk, skyldes det, at dem, der får lov til at købe en andelsbolig, køber en vare, der er mere værd end den pris, de betaler. En gevinst, der givetvis er en del af baggrunden for, at andelsboliger ofte fordeles til familiemedlemmer. Og praksissen bliver endnu mere problematisk, fordi andelsboligmarkedet udgør ca. hver tredje bolig i København.

Priserne på ejerboliger er også en vigtig faktor. Jo større prisforskel mellem ejer- og andelsboliger, desto større gevinst for køber. Omvendt ville priserne på ejerboliger i hovedstadsområdet givetvis være en del lavere, hvis ikke en tredjedel af boligmassen var reserveret til den lukkede fest, som andelsboligmarkedet i hvert fald til dels er i dag. Så ”skylden” er svær at placere.

Et alternativ kunne være at ændre reglerne omkring ventelister i andelsboligforeninger, så det ikke længere er muligt for foreningerne at vælge købere. Men eksterne ventelister baseret på anciennitet kan føre til årelange køer, som gør det umuligt for unge at flytte ind, medmindre deres forældre skrev dem op, da de var små – bare for at nævne et muligt eksempel.

Man kan også tillade, at priserne på andelsboliger følger priserne på ejerboliger. Hvis priser på andels- og ejerboliger er ens, vil gevinsten ved at lade nogle få en forlomme ved salg af andelsboliger forsvinde. Dog vil de nuværende prisforskelle på andels- og ejerboliger givetvis medføre store økonomiske gevinster til mange i overgangsperioden – et formuelotteri i meget stor skala.

Fælles for både den nuværende situation og alternativerne er, at det oprindelige ideal med andelsboliger er svært at få øje på. Andelsboliger er ikke længere en fod ind på boligmarkedet for den lille mand eller kvinde, og der lader ikke til at være en gangbar vej tilbage.