Regeringen og en række aftalepartier har lige indgået en aftale om en gennemgribende reform af den danske beskæftigelsesindsats. Reformen går i vores øjne i en sund retning, hvor et komplekst system forsimples, proceskrav fjernes, og der spares udgifter i verdens hidtil dyreste beskæftigelsessystem. Dét, der især står for skud, er forskellige indsatser, der ikke i tilstrækkelig grad har vist, at de kan hjælpe ledige i job.

Samtidig ser vi dog to store risici forbundet med reformen: Den større kommunale frisættelse og en investering i indsatser uden tilstrækkelig evidens.

Med reformen overlades tilrettelæggelsen af indsatser overfor de ledige i højere grad til kommunernes og sagsbehandlernes vurderinger. På plussiden kan det give plads til mere individuel tilpasning, for de ledige i Lemvig kan have brug for en anden hjælp, end de ledige i København. Men det indebærer også en stor risiko for, at kommunerne udvikler egne normer for, hvad der virker.

Det kan føre til uensartede indsatser, hvor postnummeret afgør vinderne og taberne af den aktive beskæftigelsesindsats. Vi ved fx fra erfaringer fra frikommuneforsøgene på beskæftigelsesområdet, der gav fritagelser fra ret og pligt til samtaler og aktivering, at den større kommunale frihed ikke gav nogen beskæftigelsesgevinster. Så sporene skræmmer, hvis man tror, at frisættelse af kommunerne er vejen til en bedre jobindsats.

For at reformen skal blive en succes, er det derfor afgørende at bevare en central evidensopbygning og -anbefalinger, samt en styrket uddannelse og orientering af sagsbehandlerne. Vi vil derfor opfordre til, at myndighederne fra centralt hold støtter kommunerne med stram faglig opfølgning. Hvordan man gør det i praksis, er op til politikerne, men som minimum bør man tilbyde viden om, hvad der virker, når man skal hjælpe ledige i job.
Dette behov forstærkes af, at reformen – udover at give friere rammer – også bygger på en række tiltag, hvor der er behov for mere viden om, hvad der virker. Lad os give nogle eksempler:

1) Ungeløftet, der er rettet mod de 43.000 unge uden job eller uddannelse, gøres permanent uden at afvente erfaringer fra en overgangsperiode. Ungeløftet involverer bl.a. midler til indsatser for unge med psykiske lidelser, der udviser små eller ingen beskæftigelseseffekter, samt ”Flere unge skal med” som endnu ikke er evalueret.

2) Dagpengemodtagerne får stadig ret til uddannelse, også selv om mange af dem alligevel kommer hurtigt i job. Og nogle af dem får ret til et uddannelsesløft på forhøjede dagpenge, uden at der foreligger evidens for ordningens effekt. Især for uddannelsesindsatser bør der være høje krav, inden de bliver en del af beskæftigelsespolitikken, da uddannelse har store omkostninger.

3) Reformen indfører en jobpræmie til kommunerne, hvis de får flere af de ledige længere fra arbejdsmarkedet i job. Men hvordan skal den indfris, når vi i dag har meget begrænset viden om, hvordan vi hjælper ledige længere fra arbejdsmarkedet i job?

Vi havde derfor gerne set, at aftalen havde indeholdt flere forsøg med den nye og meget anderledes måde, at gribe indsatsen an på, især for de grupper af borgere, hvor omfanget af indsatser reduceres. Forsøg, hvor det sikres, at forskellige indsatser dokumenteres og holdes afskilt fra andre tiltag.

Samlet set er reformen et stort skridt i den rigtige retning, men der er stadig et stort behov for at indsamle viden og evidens om de gode indsatser – både i beskæftigelses- og socialpolitikken.