Effektevaluering af Mikrofinans i Malawi

Initiativ

ROCKWOOL Fonden støttede i perioden 2009-2013 gennemførelsen af et mikrofinansprojekt i Malawi. Initiativet blev tilrettelagt, så det var muligt at gennemføre en kvantitativ effektevaluering. Baseret på et randomiseret design med tilfældigt udvalgte deltager- og kontrollandsbyer indeholder evalueringen robust dokumentation for effekten af spare-låne-grupper på en række udvalgte predefinerede mål, herunder fødevaresikkerhed og velstandsmål. Evalueringen blev udført i et samarbejde mellem forskere fra Syddansk Universitet, University of Ottawa og ROCKWOOL Fondens Forskningsenhed. Evalueringen er blandt de første på internationalt plan, der offentliggør resultater fra en effektevaluering af spare-låne-grupper gennemført som et randomiseret forsøg.

Billede

Evalueringsmetode

Evalueringen er udelukkende baseret på kvantitative data. Inden projektstart blev der trukket lod blandt landsbyerne om, hvor projektet først skulle igangsættes. De første 23 landsbyer gik i gang i 2009, og de resterende 23 fungerede som kontrollandsbyer indtil 2011, hvor de også blev tilbudt opstart af spare-låne-grupper. Inden projektstart blev der gennemført en stor spørgeskemaundersøgelse i 1775 husstande i de 46 landsbyer. Ved projektets afslutning blev husholdningerne igen interviewet, og effekten måltes ved at sammenligne de gennemsnitlige ændringer mellem 2009 og 2011 for alle husstande i de deltagende landsbyer med dem i kontrollandsbyerne. Fordelen ved denne type randomiserede forsøg er, at deltagergruppen og kontrolgruppen bliver sammenlignelige, og dermed kan forandringer i levevilkår som følge af initiativet dokumenteres med en høj grad af robusthed.

Hovedresultater

Ca. 40% af hustandene i deltagerlandsbyerne meldte sig ind i en spare-låne-gruppe. Efter en 2-årig periode fandt evalueringen, at alle beboere i deltagerlandsbyerne i gennemsnit fik ét måltid mere om ugen, havde 3-4% højere stigning i samlet forbrug mellem 2009-11, og at hver syvende husstand havde udvidet sin bolig . Dette var betragtelige forbedringer givet den meget lave udgift, der var forbundet med projektet. Efter to år var der ingen effekt på indkomstgenererende aktiviteter, længden af den årlige sultperiode eller kvaliteten af boligen.