Back In Business

Initiativ

I udskolingen lærer vi ude

Hvad nu, hvis vi gentænker folkeskolens udskoling, så meget mere læring ligger uden for skolens mure? Kan en udskoling med større tilknytning til virksomheder og arbejdspladser i 8. og 9. klasse give flere elever muligheden for at deltage både i skolen og i uddannelses- og arbejdsliv efter folkeskolen?

 

Det undersøgte ROCKWOOL Fondens Interventionsenhed i perioden 2016-2021 i initiativet Back in Business med fokus på unge i udskolingen. Sammen med elever, skoleledere, uddannelsesvejledere og virksomheder undersøgte vi, om arbejdserfaringer som en central del af udskolingen kan bane vejen for, at flere unge får fodfæste på uddannelse eller arbejdsmarked senere i livet.

Billede

Hvorfor en udskolingsindsats?

 

Med de skærpede optagelseskrav til ungdomsuddannelserne er fol­keskolens afgangseksamen blevet endnu mere afgørende. Hver sjette eller knap 7.000 folkeskoleelever i 9. klasse fik i 2019 ikke en adgangsgivende eksamen til videre uddannelse [1]. Der er derfor brug for løsninger, der kan give elever bedre forudsætninger for at lykkes i folkeskolen og i overgangen til det videre ungdoms- og arbejdsliv.

 

 

I Back in Business havde vi fokus på elever i udskolingen, der er kørt trætte i skolen, og som kan have brug for oplevelser og erfaringer uden for skolen. Vi undersøgte, om nye erfaringer i en virksomhedspraktik og stærke erfaringsfællesskaber med andre unge kan gøre en forskel for elever, så de får en bedre samlet oplevelse med at gå i skole og et bedre afsæt til at klare sig efter 9. klasse. Og vi undersøgte, om vi med inddragelse af skolens lærere og ledelse kan forankre indsatsen på skolen, så undervisningen og rammerne for elevernes deltagelse i skolen kan forbedres. Med det afsæt var målet med Back in Business, at elevernes sociale trivsel og faglige læring skulle styrkes, så de fik bedre forudsætninger for at komme i uddannelse og job efter 9. klasse.

Hvad nu?

 

Projektet blev afsluttet i 2021 i ROCKWOOL Fondens regi, og indsigterne lever videre i projektet Lås Skolen Op. Find vores viden nedenfor.