Billede

Hvordan bruger vi egentlig vores tid i Danmark?

I samarbejde med Danmarks Statistik er vi igang med at finde ud af hvad danskerne laver i løbet af en almindelig dag. Hvis du bliver udvalgt til at deltage i undersøgelsen, får du besked via e-Boks.

Vi vil gerne høre om din hverdag. Når du deltager i undersøgelsen, hjælper du os med at få et bedre billede af, hvordan vi bruger vores tid i Danmark. Dine svar gør en forskel – de kan være med til at gøre hverdagen bedre, fordi de giver politikerne et mere realistisk indblik i, hvordan livet faktisk ser ud for os alle.

Tips til hvordan du udfylder skemaet

En central del af undersøgelsen er aktivitetsdagbogen, hvor du skal udfylde, hvad du har lavet på én hverdag og på én weekenddag. Se videoen om hvordan du udfylder aktivitetsdagbogen.

Når du laver flere ting på samme tid skal du være særlig opmærksom på at udfylde tidsskemaet korrekt. Hvis du er i tvivl kan du bruge denne regel: Hvis du stopper din hovedaktivitet i mere end 5 minutter eller skifter sted, skal du angive aktiviteten som en selvstændig aktivitet.

Se videoen om hvordan du udfylder tidsskemaet når du laver flere ting på samme tid.

Sidst vi foretog undersøgelsen

Undersøgelsen er senest blevet lavet i 2018. Her fandt vi fx ud af, at:

– Danskerne brugte i gennemsnit 23 minutter på motion om dagen

– Kvinder brugte i gennemsnit en time mere om dagen på husligt arbejde end mænd

– Mænd brugte en time mere om dagen på betalt arbejde end kvinder

– Forældre bruget cirka en time mere med deres børn end de gjorde i 2001

Hvornår er undersøgelsen færdig?

Undersøgelsen starter i januar 2026 og data indsamles løbende over hele året. Resultaterne af undersøgelsen offentliggøres i foråret 2027.

Formålet er at give et realistisk billede af hverdagen i Danmark – så beslutningstagere kan skabe bedre rammer for os alle.