Vi bor i dag mere etnisk blandet end for to årtier siden, men samtidig mere indkomstmæssigt adskilt. Det er konklusionen fra ROCKWOOL Fondens Forskningsenhed, der i samarbejde med forskere fra VIVE og Aarhus Universitet har analyseret bosætningen i Danmark i perioden 1985-2019. Analysen er baseret på en inddeling af Danmark i 8.358 boligområder.

Hør  forskningsdirektør og professor Torben Tranæs og seniorforsker Marie Louise Schultz-Nielsen fortælle om bogen og dens resultater i vores podcast.

Figur 1 viser, at danskerne i dag bor mere indkomstmæssigt adskilt end tidligere. Figuren viser den såkaldte ’boligmæssige segregering’ (opdeling i adskilte enheder) for tre udvalgte år, som er målt ved det såkaldte D-indeks og I-indeks.

Figur 1. Den boligmæssige segregering (D- og I-indeks), 1985/87-2019

Note: Opgørelse baseret på oprindelse starter i 1985, indkomst i 1987.

D-indekset står for ’dissimilationsindekset’ og angiver, hvor stor en andel af minoritetsbefolkningen der skal flytte til andre boligområder, for at fordelingen af minoritetsbefolkningen svarer til fordelingen af majoritetsbefolkningen. I 1987 skulle 32 procent af dem, der indgik i en højindkomstfamilie, flytte boligområde, hvis de skulle bo som andre familier, fremgår det af D-indekset. Andelen stiger til 34,2 procent i 2000 og 34,4 procent i 2019. For personer i lavindkomstfamilier ser man en højere stigning på landsplan fra 30,3 procent i 1987 til 36,1 procent i 2019.

I-indekset står for ’isolationsindekset’ og er et mål for koncentrationen af minoritetsgruppemedlemmer i boligområderne, som et typisk minoritetsgruppemedlem vil opleve. Indekset kan lidt populært fortolkes som sandsynligheden for, at et tilfældigt udvalgt minoritetsgruppemedlem i kommunen møder en fra samme minoritet tilfældigt blandt beboerne i sit boligområde.

Når man måler den lokale koncentration af bestemte indkomstgrupper i boligområdet (I-indekset), er der også sket en stigning over tid. En person fra en højindkomstfamilie havde således 15,7 procent chance for at møde en anden fra en højindkomstfamilie i sit boligområde i 1987; i 2019 er chancen steget til 27,9 procent. For personer i lavindkomstfamilier er stigningen i den lokale koncentration ikke så mærkbar i de første år (henholdsvis 11,2 procent i 1987 og 11,7 procent i 2000), men er i 2019 steget til 17 procent. En stigning, som også skyldes, at indkomstforskellene er øget i Danmark, så der i dag er en større andel af personer i både høj- og lavindkomstfamilier og samtidig færre med mellemindkomster. Andelen i højindkomstfamilier er steget fra 9,3 til 17,3 procent i perioden, mens andelen i lavindkomstfamilier er steget fra 6,1 til 9,4 procent.

Derimod er den boligmæssige segregering efter etnisk oprindelse samlet set steget frem til slutningen af 1990’erne, hvorefter den er aftaget. Stigningen frem til årtusindskiftet er sket på grund af en kraftigt stigende boligmæssig isolation. Den lokale koncentration af ikke-vestlige indvandrere og efterkommere er steget fra 8,8 procent i 1985 til 22,7 procent i 2000, mens D-indekset, som måler den uens bosætning, faktisk er faldet lidt (fra 61,2 procent i 1985 til 57,2 procent i 2000), hvilket dog stadig er et højt niveau.

Faldet efter årtusindskiftet skyldes, at bosætningsmønstret er blevet mere ens for personer med dansk og ikke-vestlig oprindelse. D-indekset for ikke-vestlige indvandrere og efterkommere er faldet til 44,6 procent i 2019, samtidig med at den lokale koncentration er forblevet på samme niveau (22,8 procent i 2019), selvom andelen med ikke-vestlig oprindelse er steget betydeligt siden årtusindskiftet. Mere præcist er andelen med ikke-vestlig oprindelse steget fra 5,0 procent i 2000 til 8,9 procent i 2019, uden at det har forøget den lokale koncentration.

Dyk ned i udviklingen i segregering på kommunal basis her.