Lempelser i skilsmisselovgivningen kan øge skilsmisseprocenten, hvilket er blevet bredt undersøgt og påvist. Men lempelser i skilsmisselovgivningen kan også have en række øvrige sociale effekter. Det viser et nyt studie udgivet af ROCKWOOL Fonden.

Studiet undersøger afledte effekter af reformen af den danske skilsmisselov i 2013, som – ved enighed om skilsmisse mellem partnere – fjernede kravet om seks måneders ventetid, indtil en skilsmisse træder i kraft (separationsperioden). I tilfælde af uenighed om skilsmisse mellem partnerne blev separationsperioden halveret til kun seks måneder.

Reformen påvirkede skilsmisseraten permanent, og efter en indledende stigning blev skilsmisseprocenten stabiliseret på et 9,7 procent højere niveau sammenlignet med før reformen. Studiet udnytter denne uventede ændring i skilsmisserisikoen til at studere afledte effekter på gifte kvinders løn og arbejdstid. Den empiriske strategi udnytter, at ugifte samlevende par ikke er direkte berørt af reformen, og derfor kan de benyttes som en sammenligningsgruppe.

Resultaterne viser, at den mindre restriktive skilsmisselovgivning øgede de gifte kvinders årlige arbejdsmarkedsindkomst med 2 procent. Deres timeløn steg med 0,4 procent, og deres årlige arbejdsudbud blev øget med 19 timer i forhold til samlevende kvinder (hvilket svarer til en stigning på 1,22 procent i årligt arbejdsudbud).

Effekter på gifte kvinders arbejdsmarkedsindtjening, timeløn og årlige arbejdstimer relativt til samlevende kvinder

Studiet dokumenterer en tydelig forskel i størrelsen af responsen på reformen afhængigt af eventuelle børn i ægteskabet. Responsen er større for mødre uden hjemmeboende børn. Disse mødre arbejder mere efter reformen, hvilket kan indikere, at de finder det nødvendigt at investere i deres muligheder udenfor ægteskabet, da de står overfor en større skilsmisserisiko. Det indikerer samtidig, at småbørn måske indirekte stabiliserer ægteskabet og/eller styrker kvindens position i forholdet. Dette kan forklares med, at småbørnsmødre har en stærk forhandlingsposition i hjemmet, og på samme tid behøver de ikke at styrke deres arbejdsmarkedsdeltagelse for at stå bedre i tilfælde af en skilsmisse, da risikoen for skilsmisse måske er lavere.

Der findes også forskelle i responsen på reformen afhængigt af kvindens uddannelse og indkomst. Dog er det ikke altid de svageste grupper, der oplever den stærkeste respons, hvilket kan skyldes, at offentlige indkomstoverførsler til enlige forsørgere er forholdsvis høje i Danmark sammenlignet med andre lande.