Arbejdsskader rammer hvert år mange ansatte på danske arbejdspladser. For den enkelte har en arbejdsskade negative fysiske og psykiske konsekvenser, ud over at den medfører tab af arbejdsevne. For samfundet er der store udgifter forbundet med at udbetale kompensationer og overførselsindkomster som for eksempel førtidspension, ligesom det samlede arbejdsudbud, og dermed skattebasen, falder.

Et nyt studie fra Københavns Universitet og University of Chicago med støtte fra ROCKWOOL Fonden viser, at der er store samfundsøkonomiske overskud at hente, når arbejdsskaderamte videreuddanner sig.

Studiet har undersøgt, i hvilket omfang arbejdsskaderamte videreuddanner sig med henblik på at finde ny beskæftigelse, og om offentligt støttede uddannelsesforløb hjælper de arbejdsskaderamte med at skifte fra fysisk krævende stillinger til mere videnstunge jobs. Dette er centrale spørgsmål både for den enkelte og for samfundet. Studiet har også gennemført en analyse af, om uddannelsesindsatsen for arbejdsskaderamte har samfundsøkonomiske gevinster, der overstiger omkostningerne.

Fysisk arbejde udløser flest kompensationer

Studiet viser først, at arbejdsskader, der udløser kompensation fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, hovedsageligt forekommer i fysisk krævende jobs (særligt blandt håndværkere) og har alvorlige konsekvenser for den enkelte. I årene umiddelbart efter arbejdsskaden er man i gennemsnit indlagt på hospital omkring fem dage mere om året end før arbejdsskaden, og man har cirka seks flere lægebesøg. Selv ti år efter arbejdsskaden er sandsynligheden for at have recept til smertestillende medicin 20 procent højere end før arbejdsskaden, sandsynligheden for at have recept til antidepressiver er ca. syv procent højere, og lønindkomsten er cirka 40 procent lavere.

Dernæst undersøger studiet, i hvilket omfang arbejdsskaderamte videreuddanner sig. Studiet viser, at ca. 13 procent har påbegyndt en fuldtidsuddannelse (fx en bachelorgrad som bygningskonstruktør), mens den samlede deltagelse i enkeltkurser (fx universitetskurser i computerprogrammering) er tæt på nul ti år efter arbejdsskaden. Som det fremgår af figur 1, sker langt hovedparten af uddannelsesinvesteringerne dog i form af videregående uddannelser, der typisk varer fire år. To år efter arbejdsskaden er cirka otte procent af de skaderamte således i gang med en videregående uddannelse, mens andre uddannelsesgrader og enkeltkurser kun har meget begrænset indskrivning af skaderamte. Med andre ord er det primært langsigtede uddannelsesinvesteringer, arbejdsskaderamte arbejdstagere foretager. Det tyder på, at nogle arbejdsskaderamte har brug for mere fundamentalt at skifte spor på arbejdsmarkedet for at finde beskæftigelse igen.

Figur 1. Skaderamtes deltagelse i uddannelsesgrader og enkeltkurser