Pædagoger, der forlader deres fag, går ned i løn og søger mod job, hvor de er mindre på sygedagpenge
Eksternt bedømt
Et nyt forskningsprojekt fra ROCKWOOL Fonden viser, at pædagoger, der forlader deres job, søger mod arbejdspladser, hvor de går markant ned i løn, og hvor de har en mindre sandsynlighed for at være på sygedagpenge.
Forskningsrapport af Jacob Arendt Nielsen, forskningsprofessor ved ROCKWOOL Fonden.
Når pædagoger forlader deres fag, skifter de til job, hvor de får omkring 1.300 kroner mindre i løn om måneden og går 1 time ned i arbejdstid om ugen. Det svarer til en reduktion på henholdsvis 5 procent og 3 procent. Det viser et nyt forskningsprojekt fra ROCKWOOL Fonden.
Figur 1: Forskellen i løn og arbejdstid for pædagoger er estimeret før og efter, de forlader et job som pædagog i det offentlige, i forhold til det gennemsnitlige niveau for offentligt ansatte pædagoger. Der er justeret for kalenderår, alder, erhvervserfaring, år siden uddannelse og bopælskommune.
Pædagogerne læner sig dermed op ad en generel tendens, som forskningsprojektet peger på, nemlig at mange velfærdsmedarbejdere i det offentlige, som f.eks. folkeskolelærere, SOSU’er og fængselsbetjente, forlader deres job i det offentlige i løbet af deres arbejdsliv og søger mod job med tilsyneladende bedre arbejdsvilkår, hvor lønnen enten er den samme eller lavere, og hvor arbejdstiden er lavere.
I 2023 arbejdede ca. 77.000 af de uddannede pædagoger som pædagog i det offentlige, mens ca. 33.000 havde andre job, og knap 15.000 var ikke i arbejde. Mens 77 procent af de nyuddannede pædagoger starter med at arbejde som pædagog i det offentlige, er andelen faldet til 61 procent efter 20 år.
Figur 2: Figuren viser andelen af uddannede pædagoger, som arbejder som pædagog i det offentlige, i op til 20 år efter endt uddannelse.
Færre på sygedagpenge efter jobskifte
Forskningsrapporten viser, at selvom pædagogernes sandsynlighed for at være på sygedagpenge stiger i årene op til jobskiftet, falder den igen med 10 procentpoint fire år efter jobskiftet sammenlignet med dem, der bliver. I gennemsnit er 24 procent af alle ansatte pædagoger i det offentlige på sygedagpenge i et givent år, og 14 procent af dem, der skifter job, er dermed på sygedagpenge fire år efter jobskiftet.
Figur 3: Viser forskellen i sandsynligheden for at være på sygedagpenge fire år før og fire år efter jobskiftet i forhold til dem, der fortsætter arbejdet som pædagoger
Forskerne kan se, at andelen på sygedagpenge er næsten 3 procentpoint lavere blandt dem, der skifter job, fire år før jobskiftet, end blandt dem, der bliver. Der er altså ikke noget, der tyder på, at dem, der skifter job, er en mere sårbar gruppe.
Forskerne kan også se, at brugen af antidepressiv medicin falder med 0,5 procentpoint fire år efter, pædagogerne skifter job. I gennemsnit bruger 8,2 procent af pædagogerne antidepressiv medicin, og fire år efter bruger 7,7 procent af dem, der skiftede job, antidepressiv medicin.
Figur 4: Viser forskellen i sandsynligheden for at tage antidepressiv medicin fire år før og fire år efter jobskiftet i forhold til dem, der fortsætter arbejdet som folkeskolelærer
Sådan har forskerne gjort
Analysen er baseret på registerdata for alle personer i alderen 18 til 64 år, der har færdiggjort en pædagoguddannelse.
Personerne følges i deres primære årlige beskæftigelse, opgjort på baggrund af antal arbejdstimer, fra 2009 til 2023. Analysen sammenligner personer før og efter, de har forladt et job som pædagog i det offentlige og fundet andre job, i forhold til pædagoger, der i samme år bliver i faget. Der kontrolleres for alder, års erhvervserfaring, år siden uddannelse, køn, kalenderår og bopælskommune.
Uddannelser og jobfunktioner er opgjort som i Finansministeriet (2023) på baggrund af oplysninger om højeste fuldførte uddannelse fra uddannelsesregistret og DISCO-koder i e-indkomstregistret.
Reference
Finansministeriet (2023). Økonomisk Analyse. Rekruttering af velfærdsmedarbejdere nu og i fremtiden.
Relaterede udgivelser
Forskningsrapport
Working Conditions and Job Mobility for Public Frontline Workers
Gå til forskningsrapporten