Retsordføreren for SF, Karina Lorentzen, rettede i et interview her i JP en skarp kritik mod Justitsministeriet, politiet og retssamfundet. Hun var vred, fordi det var kommet frem, at politiet ”vasker” sager på systematisk vis, hvilket vil sige, at politifolkene direkte pålægges at få sager til at forsvinde uden tilstrækkelig efterforskning. Dermed går kriminelle fri, og ofrene »efterlades på perronen«, som Karina Lorentzen beskrev det. Samtidig kalder retsordføreren for De Konservative, Mai Mercado, sagen for »en af de største retspolitiske skandaler i mange år«.

Det er nemt at forstå harmen. Uberettiget henlæggelse af sager er en åbenlys retssikkerhedsmæssig udfordring og risikerer at underminere tilliden til ordensmagten.

Men hvad kan årsagen være? Måske er skandalen et symptom på en underliggende og langt mere grundlæggende udfordring? For der er næppe mange medarbejdere hos politiet, der synes, det er særlig morsomt eller givtigt at henlægge sager. Hvis de gerne vil efterlade personer på perronen, var de næppe blevet betjente. Når de så samtidig pålægges opgaver, som f.eks. formanden for Politiforbundet, Heino Kegel, tænker kan og bør løftes af andre instanser, så må vi nødvendigvis spørge os selv, om ikke de offentlige midler her kan bruges mere optimalt?

F.eks. viser resultaterne af et nyligt forskningsprojekt fra Rockwool Fonden, hvordan politiets opgaver med psykisk sårbare borgere er godt og vel firdoblet de seneste 15 år. Fra omkring 12.000 opgaver i 2008 til 48.000 i 2022, hvis man alene ser på de opgavetyper, hvor politiet typisk møder psykisk sårbare. Stigningen sker, samtidig med at antallet af anmeldte forbrydelser generelt er nedadgående.

Den type af opgaver er ekstremt tids- og ressourcekrævende, og én opgave kan lægge beslag på en patrulje en hel arbejdsdag, hvis ikke endda mere. Fordi det f.eks. er påkrævet, at politiet er til stede, indtil patienten – som i dette tilfælde så er den ”tilbageholdte” – er overleveret til f.eks. en psykiater, som i øvrigt også har andre opgaver at løse.

Politiet må altså stå og vente på sundhedssystemets perron, indtil sundhedssystemet kan overtage en opgave, som nogle vil mene ret beset er deres egen.

Så måske var politiets tid bedre brugt på at efterforske sager end at bistå det psykiatriske system, hvis det ikke er strengt nødvendigt. Så kunne politiet efterforske ”rigtige” sager, og de psykisk sårbare måske endda få bedre hjælp. For stigningen i politiets opgaver med psykisk sårbare borgere skyldes næppe politiets prioriteringer, men derimod omprioriteringer i sundhedsvæsenet, som så flytter håndteringen af psykisk sårbare ud på gaden – hvor det bliver en tvungen politiopgave.

I stort set samme periode er der sket et fald på 6 pct. i antallet af sengepladser i psykiatrien. Og går man længere tilbage, er der stort set tale om en halvering. Overlæge og psykiater Gitte Ahle taler om ”svingdørspatienter”, som indlægges ganske få dage og udskrives, før de er stabile, et billede, der ikke er ændret stort trods de seneste års investeringer på området.

Som for alle andre velfærdsinstitutioner er virkeligheden for politiet nødvendigvis en ressourcemæssig prioriteringsøvelse. Måske vasker de mest af alt sager, fordi vi som samfund ganske simpelt tørrer flere opgaver af på dem. Opgaver, som vi er nødt til at være bevidste om, at vi ikke har prioriteret langsigtede løsninger på andre steder i velfærdssamfundet.