Vi risikerer at overreagere på unges midlertidige problemer og ikke tage os nok af dem, der virkelig har brug for hjælp, hvis vi puster til den udbredte fortælling om, at vi har en mistrivselskrise.

Jeg var angiveligt skyld i, at Ditte Young, forfatter og terapeut, efter eget udsagn fik kaffen galt i halsen for noget tid siden. Det fortalte hun om i et debatindlæg her i Jyllands-Posten den 24. november, og årsagen var min og mine kollegaers forskning i unges mistrivsel. Hun mente, at det var et »nyt lavpunkt«, at jeg til Berlingske havde udtalt, at »det, vi ser, det er jo, at langt størstedelen af mistrivslen blandt unge er midlertidig. Og så er problemet jo et helt andet, for midlertidig mistrivsel har det ofte med at løse sig selv«. Citatet er korrekt.

Baggrunden for min udtalelse var, at et pilotprojekt, vi i Rockwool Fonden havde udført, viste, at mistrivsel blandt unge ofte er forbigående. ”Kun” 7 pct. af de unge er i permanent mistrivsel. Det er jo markant mindre end de 30-40 pct., der ofte har været nævnt, når vi har talt om omfanget af unge i mistrivsel.

Lad mig slå fast med det samme: Det er naturligvis 7 pct. for meget, og de unge skal hjælpes. Når vi i vores forskning peger på, at en stor del af unges mistrivsel er midlertidig, er det ikke for at negligere de alvorlige udfordringer, nogle unge og deres familier står over for. Tværtimod. Min pointe er, at vi skal forstå karakteren af mistrivslen for at kunne handle målrettet og effektivt. Vi skal kunne skelne mellem de problemer, der kræver akut handling, og de, som løser sig selv.
At behandle alt som en krise kan lede til, at ressourcerne bruges forkert.

Når vi konstant taler om en »generation mistrivsel«, risikerer vi at forstærke unges oplevelse af at have det dårligt. Som samfund er vi blevet mere opmærksomme på mentale sundhedsproblemer, hvilket er positivt, men det kan potentielt føre til en skævvridning af sproget.

Problemer, der tidligere blev set som en del af et nogle gange tumultarisk ungdomsliv, bliver nu beskrevet som mistrivsel. Det betyder ikke, at unges udfordringer ikke eksisterede før, men at vi i dag fortolker og italesætter dem anderledes. For at stille det lidt skarpt op kan man som ung i dag jo næsten få det indtryk, at der er noget galt med én, hvis man faktisk har det godt, fordi fortællingen i debatten hele tiden er, at vi har en trivselskrise.

Ditte Young kritiserer, at vores pilotprojekt med 133 unge ikke kan give et fuldstændigt billede af mistrivslen. Det er helt korrekt, og vi har forklaret denne pointe meget eksplicit i vores formidling af resultaterne. Pilotprojektet var en mindre undersøgelse, der ikke kan stå alene, men den viser, hvor store forskelle der kan være i karakteren og omfanget af den mistrivsel, som de unge oplever, og understreger behovet for bedre at forstå nuancerne i mistrivslen. Uden denne forståelse risikerer vi at overinvestere i indsatser, der ikke er nødvendige for flertallet, og samtidig overse dem, der har behov for varig hjælp.

Jeg værdsætter Ditte Youngs indsats både som familieterapeut og forælder i at skabe bedre vilkår for børn og unge. Men jeg mener, at det er vigtigt at nuancere debatten og undgå en alarmistisk tilgang, som kan føre til ineffektive løsninger.