Hovedkonklusioner:

· Når en ægtefælle eller samboende partner pludseligt dør, stiger andelen af de efterlevende mænd og kvinder, der tager psykofarmaka: Her begynder 8,6% af de efterlevende mænd og 11,5% af kvinderne at tage psykofarmaka. En måned efter partnerens død tager i alt 16% af mændene og 23,1% af kvinderne psykofarmaka – for nogle fortsætter forbruget mindst fem år efter dødsfaldet

· Hvis den efterlevende mand eller kvinde tilhører den gruppe, som med dødsfaldet også mistede husstandens hovedforsørger, er der endnu flere, der begynder at tage psykofarmaka: Det gælder 5 procentpoint flere af mændene og for kvinder 10 procentpoint flere.

En partners pludselige død er en af de mest livsforandrende begivenheder, man kan komme ud for i en familie, og dødsfaldet påvirker i mange tilfælde det psykiske helbred så voldsomt hos den efterlevende partner, at vedkommende i en periode begynder at tage angstdæmpende eller antidepressiv medicin.

Det viser ny forskning fra Økonomisk Institut på Københavns Universitet, der er accepteret og ‘forthcoming’ i American Economic Review: Insights og er støttet af ROCKWOOL Fonden.

Forskerne har undersøgt mental sundhed gennem forbruget af psykofarmaka hos ca. 12.000 par mellem 45-80 år, hvor den ene fik hjertestop eller blodprop/blødning i hjernen/stroke i perioden mellem 1999 og 2013 og er død inden for 12 måneder.

Forskerne undersøger både parrets indkomst og medicinforbrug fire år før og fire efter, den kritiske sygdom ramte, og de sammenligner med en kontrolgruppe bestående af ca. 15.000 mænd og kvinder, hvis partner på tilsvarende vis blev ramt af et fatalt hjertestop eller blodprop/hjerneblødning bare fem år senere.  Udover de fem års forskel i, hvornår anfaldet sker, har kontrolgruppen helt samme karakteristika.

Enker tager psykofarmaka længe efter dødsfaldet
I forskningsstudiet her undersøger forskerne det psykiske helbred hos de efterlevende ved at måle, hvor mange der i tiden efter dødsfaldet tog medicin af typen psykofarmaka, som fx beroligende medicin mod angst og søvnløshed eller medicin mod depression (antidepressiver).

Måler man forbrug af psykofarmaka måneden inden partnerens død, tager ca. 7% af mændene og 11-12 % af kvinderne medicin mod psykiske problemer.   

Men umiddelbart efter dødsfaldet stiger andelen, der tager psykofarmaka, drastisk blandt de efterlevende: Her begynder 8,6 procentpoint flere mænd og 11,5 procentpoint flere af kvinderne at tage psykofarmaka, selvom de ikke tidligere havde et forbrug af den type medicin.

En måned efter partnerens død tager i alt 16% af mændene og 23% af kvinderne psykofarmaka. Og forbruget falder kun gradvist – i det fjerde år efter dødsfaldet, tager ca. 14,5% af alle kvinder, der har mistet deres partner, stadig medicin mod angst eller depression.

Først efter ca. fem år nærmer enkernes forbrug af psykofarmaka sig forbruget hos kvinderne i kontrolgruppen. For mænd falder forbruget af medicin lidt hurtigere.

Højere brug af psykofarmaka blandt dem, der også mister en stor del af deres indtægt
Ofte medfører tabet af en ægtefælle eller samboende partner også et betydeligt tab af indkomst for den efterlevende.

Det typiske indkomsttab for kvinder, der mister en partner, er omkring 31 %, men der er stor variation – nogle kvinder mister en langt større del af husstandens indkomst. Hvis den afdøde mand fx var på arbejdsmarkedet, falder husstandens indkomst i gennemsnit med 39%.

Nogle mister endnu mere (særligt dem hvor den afdøde ægtefælle var på arbejdsmarkedet), og andre mister mindre (typisk de familier hvor den afdøde partner allerede havde trukket sig tilbage og familien fx levede af pensionsindkomst).

For enkemænd er tabet af indkomst i gennemsnit ca. 29% af husstandens indkomst.

Og de psykiske konsekvenser af dødsfaldet (igen målt i forbruget af psykofarmaka) ser ud til at være større for de efterlevende, der oven i sorgen også oplever et stort økonomisk tab.

I årene inden dødsfaldet er forbruget af psykofarmaka nogenlunde ens – omtrent 37% for kvinder og 21% for mænd – hos dem, der bliver enker/enkemænd, og for parrene i kontrolgruppen (dem, der først mister deres partner fem år senere). Det gælder, uanset om partneren er hovedforsørger eller ej.

Efter dødsfaldet stiger antallet af personer, der tager psykofarmaka, særlig meget blandt de mænd og kvinder, som med dødsfaldet mistede en stor del af husstandens indkomst. Blandt efterlevende mænd stiger forbruget til 40%, hvis afdøde partner var husstandens hovedforsørger, (sammenlignet med 35% hvis hun ikke var på arbejdsmarkedet året inden, hun døde.)

Altså tager 5 procentpoint flere mænd psykofarmaka, hvis den afdøde partner var hovedforsørger.

Kvinder rammes hårdere
I opgørelsen over betydningen af indkomsttab beregnes medicinforbruget som andelen af personer, der tager psykofarmaka på et tidspunkt i årene før og efter partnerens død. Det betyder, at niveauerne er noget højere, end når man (som i figur 1) opgør dem pr. måned. Tallene repræsenterer altså ikke nødvendigvis et konstant forbrug af medicin i hele perioden.

For kvinder ser tabet af en forsørger ud til at ramme endnu hårdere: Her stiger forbruget af psykofarmaka fra 37 til 60%, hvis kvinden mistede husstandens hovedforsørger. (sammenlignet med 50%, hvis den afdøde mand ikke var i arbejde året inden, han døde.)

Kvinders forbrug af psykofarmaka er altså 10 procentpoint højere, når de med dødsfaldet også har mistet husstandens hovedforsørger.

Forskerne estimerer, at merforbruget af psykofarmaka for de økonomisk stressede enker og enkemænd udgør 54% for enker og 32% for enkemænd.

Efter et par år falder niveauet igen for mænd og nærmer sig kontrolgruppen – for kvinder går der lidt længere tid, inden forbruget falder igen.

Lige slemt for fattig og rig
Overraskende finder forskerne, at parrets indkomst-niveau ikke ser ud til at betyde noget for den efterlevende partners psykiske trivsel. Det der, betyder mere, er hvor stor en del af husholdningens indtægt, den enkelte efterlevende mister ved dødsfaldet.

En partners dødsfald er altså særligt psykisk belastende for mennesker, der mister en stor del af deres forsørgelsesgrundlag – uanset om parret havde høj eller lav indtægt, inden den ene af dem døde.

Selvom en partners død i sig selv kan være traumatiserende, påviser studiet entydigt, at et stort tab af indkomst (og evt. usikkerhed om den fremtidige økonomi) forværrer de psykiske konsekvenser. Omvendt viser forskerne, at indkomststabilitet skaber mental stabilitet i en særdeles kritisk situation.

Fakta om forskningsstudiet:  

Survivors’ Mental Health and the Protective Role of Income Stability, offentliggjort i American Economic Review: Insights
Hent forskningsartiklen som PDF

Forfattere:

• Torben Heien Nielsen, professor i økonomi, Københavns Universitet
• Astrid Fugleholm, ph.d-studerende i økonomi, Københavns Universitet og fuldmægtig i De Økonomiske Råds sekretariat
• Itzik Fadlon, lektor i økonomi, University of California, USA

• Undersøgelsen omfatter godt 12.000 danske husstande, hvor den ene ægtefælle/sambo får et hjerteanfald eller en blodprop i hjernen/stroke mellem 1999 og 2013 og dør inden for 12 måneder.
• Kontrolgruppen omfatter ca. 15.000 sammenlignelige husstande, hvor den ene partner fem år senere får et hjerteanfald eller en blodprop i hjernen/stroke og dør.
• Begge parter er mellem 45 og 80 år på tidspunktet for den enes sygdom/død
• Dataene dækker fire år før og fire år efter dødsfaldet/sygdommen
• Forskerne har taget højde for forskelle mellem familier gennem et forskningsdesign, der sammenligner familier, der har oplevet den samme type sygdom og død, men med forskellig timing.
• Der er også kontrolleret for årstal og alder på den overlevende partner, om der er børn i husholdningen og alle faktorer der er konstante over tid. Derudover er der foretaget robusthedstjek af data, der sikrer, at resultaterne er stabile på tværs af geografi, uddannelse, tidligere behandling på hospitaler, og om parret var gift, skilt eller samboende (op til fire år forud for dødsfaldet).