Strafreformen rummer meget mere end hårdere straffe for vold. Faktisk er den et historisk stærkt bud på at skabe bedre resocialisering – og bruge fængsel mere målrettet over for forskellige grupper af afsonere.

Regeringen lancerede for nylig sit længe ventede udspil til en ny og storstilet strafreform. Den står blandt andet på hårdere straffe for den alvorlige vold og voldtægt. Men den offentlige diskussion af udspillet er desværre strandet i den evindelige konfrontation mellem politikere og forskere, når det kommer til spørgsmålet om, hvorvidt hårdere straffe fører til lavere kriminalitet. Det er ærgerligt, fordi den konfrontation ender med at tage al opmærksomheden fra det, som er det nye og det substantielle i udspillet. For udspillet er faktisk på mange måder et nybrud med strafpolitikken i Danmark og kommer med den største samlede investering i resocialiserende tiltag i meget lang tid, hvis ikke nogensinde.

Lad os helt kort tage konfrontationen: Der er ikke meget i forskningen, der tyder på, at hårdere straffe i sig selv vil give mindre kriminalitet, i hvert fald når vi taler om personfarlig kriminalitet, som oftest begås i følelsernes vold. Strafferammen er kort og godt ikke inde på lystavlen, når en potentiel voldsmand overvejer at svinge næven. Der er jo næppe mange kriminelle, som på forhånd forventer at blive fanget og dermed straffet.

Men det interessante i udspillet ligger faktisk ikke så meget i straffens hårdhed, som det ligger i straffens indhold. For det er faktisk ikke mere end otte ud af udspillets 34 konkrete forslag, der handler om strafforøgelse. Resten handler om, hvordan vi kan bruge straftiden mere fornuftigt.

Det handler altså ikke om, at længere straffe i sig selv skal gøre andet end at pleje ofrenes specifikke og samfundets generelle interesser, som den offentlige debat ellers kunne foranledige os til at tro.

Bedre mulighed for arbejdstræning og Anger Management

Lad mig fremhæve de væsentligste af forslagene. Under afsoningen skal en bred pallette af programmer opprioriteres. Uddannelse og arbejdstræning, men også redskaber til at øge de indsattes selvkontrol, så man bliver mere modtagelig over for programmerne. Der foreslås også bedre støtte til indsatte med opmærksomhedsforstyrrelser, der kan stå i vejen for at modtage effekten af programmerne, hvilket kan give pote, fordi forekomsten af for eksempel ADHD er meget høj blandt indsatte.

Dertil en – med reformudspillets eget ordvalg – »klog« brug af alternativer til frihedsstraf, dækkende både en udvidelse af fodlænkeordningen og en øget brug af samfundstjeneste som en slags prøveløsladelse. Både fodlænke og samfundstjeneste har vist sig at have mange positive effekter både på den dømte og vedkommendes familie, viser forskning både internationalt og fra ROCKWOOL Fonden.

Et nyt studie understøtter faktisk, at disse tiltag kan være kloge: Kombinationen af programmer under afsoning og fortsat tilsyn, som eksempelvis kunne være samfundstjeneste, under en længere udslusning til samfundet kan være ganske effektivt til at undgå tilbagefald til kriminalitet. Især kombinationen af uddannelse, arbejdstræning og/eller adfærdsregulerende programmer som Anger Management fungerer godt, når de vel at mærke følges gennem tilsyn fra under afsoningen og ud i samfundet. Det passer jo næsten som fod i hose med udspillet.

Misbrugsbehandling virker mindre godt, viser studiet. Men det er formentlig, fordi misbrugere i fængsel udgør en særligt udsat gruppe. Men her kommer vi så til et yderligere og markant nybrud i reformudspillet: Særskilte socialafdelinger for de særligt udsatte fanger med dertilhørende programmer, der skal lære denne gruppe at gebærde sig på en arbejdsplads. Tiden, hvor de svage indsatte nemt kunne stå i et uheldigt afhængighedsforhold til de stærke fanger – for eksempel ved at tvinges til at opbevare stoffer ved selv at have et stofmisbrug og deraf følgende gæld og lign. – skal med andre ord slutte.

Der er forskel på folk i fængsel – og der er forskel på, hvilke vilkår og behov de har. Det er forfriskende, at regeringen bryder med ideen om ét fængsel og i stedet ser på, hvordan fængsel kan bruges mere målrettet over for forskellige afsonere.

Lad os tale om indholdet af straffen, ikke dens længde

Når man ser på det med forskningsbriller, er listen af forfriskende tiltag længere endnu. Især forslag rettet mod vilkårene for varetægtsfængslede (som foreslås at kunne afvikles i hjemmet med fodlænke) og en fjernelse af krav om tilbagebetaling af sagsomkostninger, hvis den dømte holder sig kriminalitetsfri, er eksempler, jeg vil vurdere kan gøre en reel forskel.

Mit store håb er nu, at den kommende debat om strafreformen ikke strander i skyttegravene om effekterne af straffens hårdhed. Men at fokus rettes mod indholdet i straffen, og hvordan den kan bruges på forskellige grupper. Nok skal straf gøre mange ting på én gang. Men det lader faktisk til, at vi nu står med en chance for at diskutere, hvordan indholdet af straf kan bruges til at opnå nogle af disse ting.