Opdateret beregning: 1.750 dømte kunne være blevet udvist siden 2000

Analyse

Marts 2026

Denne analyse korrigerer tidligere estimat, efter at lovforslaget bag er blevet nærmere præciseret. Analysen viser, at i gennemsnit ca. 80 personer om året kunne være blevet udvist fra Danmark, hvis reglerne blev ændret som foreslået. Langt hovedparten af dem stammer fra et MENAPT-land.

Skrevet af Lars Højsgaard Andersen og Noa Hendel

I sin nytårstale sagde statsminister Mette Frederiksen, at der ikke længere skal tages hensyn til en persons tilknytning til Danmark, når domstolen vurderer, om personen skal udvises af Denmark for ”alvorlig kriminalitet”, som giver mindst ét års ubetinget fængsel.

Med det konkrete lovforslag er det nu præciseret, hvad ”alvorligere kriminalitet” dækker over i denne kontekst. Ud fra hvad der konkret foreslås, konkluderer denne analyse at:

  • Op mod 1.750 personer dømt for alvorlig kriminalitet kunne være blevet udvist siden 2000, hvis de foreslåede regler havde været gældende. Det svarer til omkring 80 personer om året i gennemsnit.

 

  • Antallet varierer fra år til år, men i enkelte år ligger det væsentligt højere – f.eks. 106 personer i 2021, som ifølge beregningen kunne være blevet udvist.

 

  • Hovedparten af de potentielle udvisninger vedrører personer med baggrund i MENAPT lande, hvilket afspejler, hvordan gruppen er repræsenteret blandt dømte for den type alvorlig kriminalitet, der indgår i analysen.

 

  • Omkring 4.300 straffelovsovertrædelser kunne være undgået siden 2000, hvis alle ikke-danske statsborgere dømt til mindst ét års fængsel for alvorlig kriminalitet var blevet udvist; cirka 60 % begår ny kriminalitet, og hver recidivist dømmes i gennemsnit for omkring fire nye forhold – et niveau, der ligger tæt på recidivmønstret blandt etniske danskere.