Kun få, der har forladt sygeplejefaget, vender tilbage
Når først uddannede sygeplejersker har fravalgt arbejde inden for faget, vender meget få tilbage til uddannelsesrelevant arbejde. Derimod er der blandt uddannede sygeplejersker en større tilbøjelighed til at vende tilbage til fuldtidsarbejde efter en periode med deltidsarbejde.
Dette viser en ny analyse fra ROCKWOOL Fondens Forskningsenhed. Figur 1 viser andelen, der arbejdede med uddannelsesrelevant arbejde i 2020, blandt uddannede sygeplejersker, der havde forladt faget.
Note: Figuren viser andelen – blandt uddannede sygeplejersker, der ikke har arbejdet i uddannelsesrelevante jobs i årene op til 2020 – der arbejder i et uddannelsesrelevant job i 2020. Figuren er opdelt, alt efter hvornår den pågældende sygeplejerske forlod faget. Se faktaboks for definition af uddannelsesrelevant arbejde.
Kilde: Egne beregninger på baggrund af data fra Danmarks Statistik.
Figuren illustrerer, at kun få vender tilbage til faget, når de først er startet i et ikke-uddannelsesrelevant arbejde. Fx viser figuren, at lidt under 15% af gruppen, der var begyndt at arbejde på et ikke- uddannelsesrelevant job i 2019, vendte tilbage til uddannelsesrelevant arbejde i 2020.
Figuren viser samtidig, at andelen, der vender tilbage til sygeplejefaget, falder kraftigt, jo længere fraværet fra uddannelsesrelevant arbejde har været. Fx viser figuren, at under 5% af gruppen, der var begyndt at arbejde på et ikke-uddannelsesrelevant job i 2015 eller tidligere, vendte tilbage til uddannelsesrelevant arbejde i 2020.
Figur 2 viser andelen, der arbejdede fuld tid med uddannelsesrelevant arbejde i 2020, blandt uddannede sygeplejersker, der havde påbegyndt deltidsarbejde.
Figuren viser, at omkring 50% af uddannede sygeplejersker vender tilbage til fuldtidsarbejde i det første år efter påbegyndt deltidsarbejde.
Samtidig viser figuren også, at andelen, der vender tilbage til fuldtidsarbejde inden for sygeplejefaget, falder kraftigt, jo længere perioden med deltidsarbejde har været. Fx viser figuren, at omkring 15% af gruppen, der arbejdede på deltid fra 2016-2019, vendte tilbage til fuldtidsarbejde arbejde i 2020.
Note: Figuren viser andelen – blandt uddannede sygeplejersker, der arbejdede på deltid i et uddannelsesrelevant job i årene op til 2020 – der arbejde fuld tid i et uddannelsesrelevant job i 2020. Figuren er opdelt, alt efter hvornår den pågældende sygeplejerske startede med deltidsarbejde. Se faktaboks for definitioner af uddannelsesrelevant arbejde, deltidsarbejde og fuldtidsarbejde.
FAKTABOKS:
Definition af uddannelseskategorier: Uddannelse er opgjort som højest fuldført uddannelse for alle i populationen i et givent år, der ikke er indskrevet på et studie. Sygeplejersker er defineret som alle med HFAUDD lig med 5166 i Danmarks Statistiks registre.
Definition af uddannelsesrelevant arbejde: Uddannelsesrelevant arbejde er opgjort på baggrund af DISCO-08, som defineret af Danmarks Statistik. For sygeplejersker er uddannelsesrelevant arbejde defineret som DISCO-08 lig med 22 (arbejde inden for sundhedsområdet).
Definition af arbejdstid: Arbejdstid er udregnet på baggrund af opgjorte timer i marts 2020 på baggrund af data fra registeret BFL relativt til en fuldtidsansættelse på 160,33 timer. Marts 2020 er valgt, fordi det er det seneste tidspunkt, som ikke påvirkes af COVID-19.
Andel af samlet potentiel arbejdstid brugt i uddannelsesrelevant arbejde er udregnet som timer i juli 2019 (eller 2010) med DISCO-08 lig med 23 (eller 22 for sygeplejersker) divideret med 160,33.
Deltid er defineret som arbejde mellem 40% og 80% af 160,33 timer per md. (svarende til 2-4 dage om ugen). Fuld tid er defineret som arbejde mere end 80% af 160,33 timer per md.
I figur 1 tælles antal år, hvor arbejdstid brugt i uddannelsesrelevant arbejde er lig 0, mens arbejdstid brugt i ikke-uddannelsesrelevant arbejde er minimum 40%.
I figur 2 tælles antal år, hvor arbejdstid brugt i uddannelsesrelevant arbejde er mellem 40% og 80%, mens arbejdstid brugt i ikke-uddannelsesrelevant arbejde er 0.
Seneste udgivelser indenfor samme velfærdsemne
Forskning
Debatindlæg
Kina presser – men tysk bilindustri har grund til optimisme
December 2024
Forskning
Analyse
Status for ukrainernes arbejdsmarkedsintegration
December 2024
Forskning
Forskningsrapport
De danske kommuners service og produktivitet 2009-21
December 2024
Forskning
Debatindlæg
Færre krav til mange ledige vil ikke skabe et stort beskæftigelsestab
November 2024