Den tredje forudsætning, at danskerne vil acceptere en lavere oplevet kvalitet af offentlige serviceydelser, er mindre diskuteret, men ikke mindre afgørende. Beregningen af den finanspolitiske holdbarhed tager nemlig ikke hensyn til kvaliteten af velfærdsydelser. Denne vil langsomt, men sikkert, blive udhulet over tid, medmindre man formår at øge produktiviteten i den offentlige sektor i samme omfang som i den private. Og det er netop vanskeligt at øge produktiviteten i f.eks. ældrepleje, børnepasning og undervisning tilsvarende udviklingen i den private sektor. Dermed vil den aldrende befolkning udgøre et potentielt problem for finansieringen af velfærdsstaten, hvis oplevede kvalitetsforringelser af offentligt leverede serviceydelser ikke accepteres.

Selv under forudsætning af, at pensionsalderen vedtages at vokse i takt med levealderen, og at levealderen ikke overgår forventningerne, kan der altså blive behov for ekstra finansiering, for at sikre en tilstrækkelig kvalitet af velfærdsydelser til den aldrende befolkning. I dette lys er tidens mange diskussioner om behovet for forskellige typer arbejdsmarkedsreformer særdeles relevante.

Disse reformdiskussioner er ikke mindre relevante i lyset af et forventet fald i arbejdsstyrken på det mellem lange sigt. Dette fald skyldes bl.a., at den nævnte aftale om øget pensionsalder fastlægger, at pensionsalderen maksimalt kan vokse med ét år ad gangen, at dette maksimalt kan ske hvert femte år, og at det skal ske med 15 års varsel til pensionsalder. Med disse indbyggede fartbegrænsninger i tilpasningen til en aldrende befolkning, stiger pensionsalderen ikke tilstrækkeligt til at undgå en nedgang i arbejdsstyrken.

På den positive side kan man konstatere, at de forøgelser af tilbagetrækningsalder, der allerede er gennemført, lader til at virke som forventet, eller måske endda bedre. De seneste generationer af ældre er således i højere grad på arbejdsmarkedet end tidligere generationer, og de klarer sig rigtig godt. De seneste generationer er i højere grad i beskæftigelse end tidligere, de er i mindre grad på deltid, de får højere lønninger, og de forbliver i højere grad i chefstillinger. Reformer, der fastholder flere ældre på arbejdsmarkedet, fremstår dermed som en forholdsvis sikker vej til større arbejdsudbud og flere i beskæftigelse.

Helt centralt i forhold til de ældre og finansieringen af velfærdsstaten er også pensionssystemet. Det danske system er på mange måder helt i top internationalt set. Dette skyldes ikke mindst, at forudsigelige udfordringer er blevet adresseret i god tid. Men selvom det danske system er langt mere robust end hvad der gælder i mange andre lande, er fremtiden for finansieringen af den danske velfærdsstat altså ikke uden udfordringer.

Risikoelementerne for den finanspolitiske holdbarhed er tæt knyttet til udviklingen i levetid, samt behandling og pleje af den ældre del af befolkningen. Håndtering af denne type problematikker er, som tidligere tider har vist, bedst tjent ved planlægning i overordentlig god tid i forvejen. Så selv om finansieringen af den danske velfærdsstat, på papiret, er fremtidssikret, er det ikke for tidligt at diskutere, hvordan vi forbereder os på en udvikling, der ikke nødvendigvis forløber som forudset.