Flest enlige pensionister ligger under fattigdomsgrænsen

Vidensoverblik

Januar 2024

Eksternt bedømt

Det er stort set udelukkende enlige pensionister, der lever under fattigdomsgrænsen eller er i risiko for fattigdom. Det viser en ny analyse fra ROCKWOOL Fondens Forskningsenhed og Aarhus Universitet.

Også i dette vidensoverblik:

Opsparede formuer øger uligheden blandt pensionister
Fornuftige dækningsgrader for de fleste

DOWNLOAD VIDENSOVERBLIK

En vigtig rolle for pensionssystemet er at sikre, at alle pensionister har en acceptabel levestandard. En ny analyse foretaget af forskere fra ROCKWOOL Fondens Forskningsenhed og Aarhus Universitet har set på, hvor mange pensionister der har indkomster under fattigdomsgrænsen. Til at klassificere lave indkomstniveauer anvender fx OECD og Danmarks Statistik et relativt fattigdomsmål på 50 procent af medianindkomsten. Dvs. hvis en person har en ækvivaleret disponibel indkomst, der er 50 procent under den ækvivalerede medianindkomst, betegnes vedkommende som fattig. Eurostat opererer med et ”i risiko for fattigdom”-mål på 60 procent af medianindkomsten.

I figur 1 opgøres de to mål for pensionister mellem 68 og 89 år. Det fremgår, at ca. 1 procent af danske pensionister er fattige – og at der er flest fattige blandt de ældste pensionister. Antallet af fattige pensionister ligger samlet set lavt i forhold til hele befolkningen, hvor Danmarks Statistik opgør antallet af fattige til omkring 4 procent^[1].

Der er en hel del flere, der er i risiko for fattigdom, især blandt de ældste pensionister, hvor ca. 10 procent er relativt fattige. Det er dog også et forholdsvis lille tal i forhold til resten af befolkningen. EU opgør den gennemsnitlige andel af relativt fattige til at være godt 21 procent, mens den i Danmark er ca. 16 procent og dermed en af de laveste i EU^[2].

Note: ”Fattigdom” er defineret som hos OECD og Danmarks Statistik ved at være 50 procent af medianindkomsten. ”I risiko for fattigdom” er defineret som hos Eurostat ved at være 60 procent af medianindkomsten.
Kilde: ”Fordelingsaspekter af det danske pensionssystem”, ROCKWOOL Fondens Forskningsenhed.

Figur 2 viser fordelingen af fattige pensionister på ægteskabelig status, dvs. om de er enlige eller lever i par. Det fremgår, at både fattigdom og risiko for fattigdom stort set kun findes blandt enlige pensionister. Årsagen til, at andelen af pensionister, der er i risiko for fattigdom, vokser med alderen som vist i figur 1, er dels, at mange gamle pensionister lever alene, og dels, at der blandt de gamle pensionister

er en overvægt af kvinder, som typisk har en lavere pensionsopsparing, da de har haft en lavere indkomst på arbejdsmarkedet. Det har også betydning, at der er private pensioner der ophører (fx ratepensionerne), når man har været pensionist i en årrække.

Opsparede formuer øger uligheden blandt pensionister

Helt overordnet er uligheden mindre blandt pensionister end i resten af befolkningen. Tager man dog højde for formuer og friværdi bliver uligheden markant større.

En ny analyse foretaget af forskere fra ROCKWOOL Fondens Forskningsenhed og Aarhus Universitet har set på indkomstfordelingen blandt pensionister, og det fremgår, at indkomstfordelingen er mere lige her end blandt resten af befolkningen. Af tabel 1 fremgår det, at når der ses på den ækvivalerede disponible indkomst i befolkningen mellem 30 og 65 år i 2019,

er Ginikoefficienten 0,26, mens den er 0,22 blandt pensionister. Af tabellen fremgår det også, at der har været en voksende ulighed i befolkningen mellem 30 og 65 år. Denne voksende ulighed ses ikke i nær samme grad blandt pensionister. Og hvis der ses på disponibel indkomst i stedet for ækvivaleret disponibel indkomst (fremgår ikke af tabellen), har uligheden blandt pensionister været helt uændret i perioden 1998 til 2019.

Kilde: ”Fordelingsaspekter af det danske pensionssystem”, ROCKWOOL Fondens Forskningsenhed og ROCKWOOL Fonden - Velstand og Ulighed.

Der er dog det særlige for pensionister, at de i højere grad end resten af befolkningen er i en del af livet, hvor der kan nedspares. Arbejdsmarkedspensioner er reelt et udtryk for nedsparing af den arbejdsmarkedspension, der er indbetalt i forbindelse med beskæftigelse på arbejdsmarkedet. På tilsvarende måde kan pensionister nedspare anden formue, og hvis der tages hensyn til denne nedsparingsmulighed, er uligheden markant højere blandt pensionister. I tabel 1 vises således også Ginikoefficienten, når der tages hensyn til den forbrugsmulighed, som nedsparing giver. I beregningerne antages det, at 60 procent af friværdi i

bolig kan nedspares, og der tages hensyn til, at en del af den finansielle formue skal beskattes ved udbetaling. Hvis det i stedet antages, at hele friværdien i boligen kan nedspares, bliver Ginikoefficienten 0,34. Det ses, at når der tages hensyn til nedsparingsmuligheder, er uligheden blandt pensionister meget større, end når der ikke tages hensyn til denne mulighed, og også meget større end i resten af befolkningen. Det skyldes, at der er meget store forskelle blandt pensionister på de opsparede formuer. Ginikoefficienten for den ækvivalerede nettoformue blandt 68-89-årige pensionister er således 0,53.

Fornuftige dækningsgrader for de fleste

Dækningsgrader for pension varierer i forhold til tidligere erhvervsindkomst, men overordnet set er pensionister godt dækket ind økonomisk set.

Et hovedformål for pensionssystemet er at sikre, at det er muligt at opretholde en stort set uændret levestandard ved pensionering. Dette kan vurderes ud fra pensionens dækningsgrad, der sætter pensionen i forhold til indkomsten inden pensionering, og en ny analyse foretaget af forskere fra ROCKWOOL Fondens Forskningsenhed og Aarhus Universitet har set på dækningsgraderne for danske pensionister.

Figur 3 viser pensionernes gennemsnitlige dækningsgrader på tværs af indkomstfordelingen, som den så ud i den erhvervsaktive alder umiddelbart inden pensionering, og opdelt på kilder. Dækningsgraderne er generelt høje, men også faldende med indkomsten som erhvervsaktiv. De fleste med de laveste indkomster (decil 1) står uden for arbejdsmarkedet og modtager en social ydelse inden pensionsalder. Da niveauet for de offentlige ydelser er tæt på den maksimale offentlige pension (grundbeløb plus tillæg), bliver dækningsgraden høj for denne gruppe. Dækningsgraderne er generelt faldende med indkomsten som erhvervsaktiv, men indkomsten som pensionist er stigende med den disponible indkomst som erhvervsaktiv.

Kilde: ”Fordelingsaspekter af det danske pensionssystem”, ROCKWOOL Fondens Forskningsenhed.

En dækningsgrad i niveauet 70-80% betyder for de fleste, at levestandarden ikke påvirkes ved pensionering. Mange har dækningsgrader i dette niveau, og modningen af pensionssystemet betyder, at færre pensionister end tidligere har meget lave dækningsgrader. Dækningsgraderne for kvinder er lidt højere end for mænd, hvilket skyldes, at kvinder i højere grad end mænd har været ansat i den offentlige sektor, hvor der traditionelt er blevet betalt mere ind til arbejdsmarkedspensioner. Til gengæld er mænds disponible indkomster som pensionist lidt højere end kvindernes. Det afspejler, at mænd har haft højere indkomster end kvinderne, da de var på arbejdsmarkedet, og på trods af de lidt lavere dækningsgrader har de derfor alligevel højere pensioner.

Figur 3 viser også arbejdsdelingen i det danske pensionssystem, hvor de offentlige pensioner har størst betydning både absolut og relativt for grupper med lav indkomst. For grupper med højere indkomst betyder de offentlige pensioner mindre, men til gengæld er de opsparingsbaserede pensionsordninger vigtige for dem. De offentlige pensioner er således i et vist omfang målrettet de økonomisk dårligst stillede pensionister. Målretningen afhænger primært af indkomst, og analyserne viser, at de offentlige ydelser også spiller en stor rolle for dækningsgraderne for pensionister med en stor formue.

Figur 3 viser de gennemsnitlige dækningsgrader, men der er en betydelig spredning i dækningsgrader indenfor de enkelte indkomstintervaller. Dækningsgrader væsentligt under gennemsnitsniveauet påkalder sig særlig opmærksomhed. Blandt gruppen, der har dækningsgrader under 60 procent, er mændene lidt overrepræsenteret i forhold til kvinderne. Den meget store spredning i dækningsgraderne skyldes mange forhold. Midlertidig høj eller lav indkomst lige inden pensionering kan fx påvirke den målte dækningsgrad, og derfor skal særligt meget høje dækningsgrader tolkes med forsigtighed. Lave dækningsgrader forekommer også for grupper, der ikke i væsentligt omfang er omfattet af arbejdsmarkedspensioner eller på anden måde får sparet op til pension. Denne gruppe består af personer med en marginal tilknytning til arbejdsmarkedet, beskæftigede uden pensionsordning og mange selvstændige. Figur 3. Gennemsnitlige dækningsgrader for 68-årige pensionister fordelt på indkomstdeciler, 2019 Kilde: ”Fordelingsaspekter af det danske pensionssystem”, ROCKWOOL Fondens Forskningsenhed. SIDE 5 80% 70% 60% 50% 40% 30% 20% 10% 0% Selvstændige Lønmodtagere Erhvervstilknytning som 40-45-årig Offentlige ydelser ekskl. boligydelse Boligydelse Opsparingsbaseret pension Kapitalindkomst mv.

I gruppen af selvstændige er der en meget stor variation i dækningsgraderne såvel som i niveauet for den disponible indkomst som pensionist. De selvstændige med de laveste indkomster har en lav pension, men en høj dækningsgrad, og omvendt har de selvstændige med de højeste indkomster en høj pension men en lav dækningsgrad. Gennemsnitligt har de selvstændige en højere dækningsgrad end lønmodtagere. Det afspejler, at de offentlige ydelser spiller en meget større rolle for selvstændige (jf. også figur 4), og det gælder også for relativt højere indkomstdeciler, end det er tilfældet for den samlede gruppe af pensionister. Mange selvstændige udgør således en pensionsmæssig restgruppe, som er afhængig af de offentlige ydelser, og som har en lav disponibel indkomst som pensionist.