Nej, danskerne vil ikke komme i mindretal. Forudsigelsen er forkert og er dybt problematisk af flere årsager.

DEMOGRAFI

Forsiden af Politiken mandag 9.6. om ’Den store befolkningsforandring’, hvor danskerne forudsiges at være i mindretal i år 2096, har skræmt mange og fået dem til at forestille sig et Danmark med langt færre pølsevogne og med vejskilte på flere sprog.

Men vi beskæftiger os til daglig videnskabeligt med området, den ene af os medvirker selv i artiklen, og vi er af den overbevisning, at der ingen grund er til panik: Forudsigelsen er forkert og er dybt problematisk af flere årsager.

Fremskrivningen bygger på en model, og alle modeller, der prøver at forudsige noget, er ikke bedre end de data, de bygger på, og de antagelser, man gør sig. Eller, som det ofte udtrykkes: »garbage in, garbage out«. Altså – putter du skidt i form af tvivlsomme antagelser ind i modellen, får du skidt ud. Dette gør sig også gældende for befolkningsfremskrivninger som den, professor Rune Lindahl-Jacobsen, Syddansk Universitet, præsenterede på forsiden af mandagens avis.

FOR DET FØRSTE antager han, at nutidens lave fødselsrate ikke ændrer sig. Ganske vist oplever Danmark lige nu en lav fødselsrate, som ikke er langt væk fra de historisk lave rater,
vi havde i 1980’erne. Men ligesom det var situationen i 1980’erne, så der god grund til at tro, at den nuværende fødselsrate snart vil hæve sig igen.
Forandringer i fødselsraten kan skyldes to ting – enten at folk ændrer, hvor mange børn de får, eller at de ændrer, hvornår i livet de får dem. Som vi har dokumenteret for nylig, er det rigtigt, at nogle danske kvinder får færre børn, men samtidig får en stor og voksende gruppe af kvinder også det samme antal børn – bare senere i livet. Det skyldes, at andelen af kvinder, som tager videregående uddannelser, er stigende, og kvinder venter for det meste med at få børn, til de er færdige i uddannelsessystemet. Derfor må vi forvente, at den nuværende fødselsrate på 1,47 barn per kvinde vil komme til at stige i de kommende år, ligesom vi så det i anden halvdel af 1980’erne. Hvis man ikke tager højde for den type af effekt i fremskrivningen, hvilket Lindahl-Jacobsens fremskrivning ikke gør, tillægger man de lave fødselstal i dag for stor betydning.

En anden antagelse er Rune Lindahl-Jacobsens meget usædvanlige definition af, hvem der tæller som indvandrere og efterkommere. I Lindahl-Jacobsens regneøvelse kan man aldrig flytte sig til gruppen af danskere, hvis man er barn af indvandrere eller efterkommere. Én af os, Peter Fallesen, har svenske aner på sin mors side et par generationer tilbage. Ud fra Lindahl-Jacobsens definition vil det gøre ham til en efterkommer, der således ikke bliver talt med som dansker, på trods af at resten af den samme gren af familien går tilbage til 1700-tallets Danmark. Og over tid vil der kun akkumuleres flere og flere efterkommere, som per Lindahl-Jacobsens definition aldrig vil kunne blive danske.

HVIS MAN ANVENDTE det princip på befolkningstallene i dag, skulle vi så regne de mere end 300.000 personer med en dansk og en udenlandsk forælder som ikke-danske? Integrationen af svenskere, kartoffeltyskere og roepolakker i det danske samfund er noget andet end integrationen af de langt større og mere diverse grupper af flygtninge og arbejdsmigranter, som kommer til Danmark i dag. Men det betyder ikke nødvendigvis, at vi styrer mod et parallelsamfund med danskerne i undertal i 2096.

Konsekvenserne af Lindahl-Jacobsens antagelser er, at fremskrivningen bliver skævvredet i en grad, der ikke har bund i virkeligheden. Hvordan det kan bidrage positivt til samfundsdebatten, er uklart for os. Et hurtigt blik på responsen på sociale medier viser, at mange læser tallene som et tegn på, at danskerne er ved at blive et mindretal, et indtryk, som artiklens titel og dramatiske illustration også medvirker til at forstærke.

Den demografiske udvikling er vigtig at diskutere, men det er en debat, der skal tages på sagligt og informeret grundlag. Og det er ikke det, Rune Lindahl-Jacobsen har leveret her.