Men det udelukker ikke, at der er udfordringer med bandekriminalitet. Den fylder nemlig mere i både bevidsthed og tal – som bekendt især i Sverige. Antallet af registrerede rocker- eller bandemedlemmer i Danmark er fx steget fra 1.133 medlemmer i 2019 til foreløbig 1.408 i september 2022 (tallet bliver således nok højere endnu i slutningen 2022). Antallet er dog stadig lavere end for 10 år siden, og både antal skudepisoder, antal sager om våben, antal sårede og antal dræbte i rocker- og bandegrupperinger er faldet over de senere år. I 2020 måtte politiet indføre 17 visitationszoner. I 2021 var det 9.

Uanset om bandekriminaliteten er stigende eller faldende, så er der centrale udfordringer forbundet med den. Den er ofte grov og til fare for udenforstående. Den kan sprede sig på tværs af landegrænser. Det beskrives fx i Politiken (18. september 2023) hvordan svenske bander i stigende grad bruges til at udføre det beskidte arbejde for norske bander. Det kan der nok være grund til at skele til med bekymring – også i Danmark, for hvad skulle holde de svenske bander fra at komme hertil? Måske at vores straffe er længere?

Og så er der den store udfordring, at bandekriminalitet kan stå til hinder for, at den generelt positive udvikling i kriminalitetsbilledet i Danmark fortsætter. Kriminalitet smitter nemlig til ikke-kriminelle, især bandekriminalitet. Det viser et nyligt studie fra ROCKWOOL Fonden. Altså at mænd, som ellers ikke ville være blevet kriminelle, ”lokkes” ind i kriminalitet fordi de bor i et område med mange bandekriminelle. Banderne ”smitter” i øvrigt også på anden vis, fx ved at pigerne i områder med mange bandekriminelle har højere risiko for at blive mødre som teenagere – vel at mærke med bandemedlemmerne som fædre.

Regeringen har valgt at angribe problematikken med banderne med længere straffe. Det får mange kriminologer til at korse sig, fordi de ser mere potentiale i forebyggelse og resocialisering end i straf. Men uanset om man mener, at udfordringen skal løses med straf eller forebyggelse, så går bekæmpelsen af banderne og det forebyggende arbejde hånd i hånd. Ser vi på straffens afskrækkende effekt står det ret klart, at længere straffe i sig selv næppe gør en stor forskel. Det er risikoen for at blive fanget og dømt, der har den mest afskrækkende effekt. Altså fx via flere ressourcer til opklaring. I Sverige opklarede politiet fx kun hver fjerde drab i kriminelle miljøer i perioden 2014-2017. En af de få ting, der taler for længere straffe er, at jo længere tid et bandemedlem er bag lås og slå, desto mindre er deres mulighed for at hverve unge mennesker, som ellers ikke var forfaldet til kriminalitet (eller til at blive teenagemødre). Det er der jo en vis ræson i, om end det kan blive en dyr omgang for kriminalforsorgen. Og det kræver selvsagt, at den plads, som det nu indespærrede bandemedlem havde i banden, ikke overtages af en anden. For så er vi lige vidt.

Det er afgørende, at vi holder styr på proportionerne i debatten om banderne. At vi husker, at det faktisk går bedre i Danmark og at vi ikke køber ind på fortællingen om, at hårdere straffe er den eneste vej frem. For straf bør ikke tænkes adskilt fra forebyggelse.