Når det er sagt, er der stadig meget begrænset viden om virkningsfulde indsatser overfor de udsatte børn og unge, ikke blot i ROCKWOOL Fonden, men generelt i Danmark, i Skandinavien – ja i hele verden! Evidensen – altså om vi kan regne med, at indsatsen virker – halter på en række områder: Den halter på det overordnede plan, dvs. i forhold til det store spørgsmål om, hvorvidt vi skal anbringe eller ej, om vi skal tvangsanbringe eller ej, og om vi skal bortadoptere eller ej. Og den halter på detaljeniveauet, hvor vi mangler viden om, hvorvidt et konkret efterværnstilbud, en konkret forebyggende foranstaltning eller en bestemt pædagogisk tilgang på et opholdssted, tjener sit formål. Evidensen halter, fordi det er ganske vanskeligt at finde det rette forskningsmæssige design til at undersøge indsatsernes effekter. Inden for dette område kan vi ikke bruge nogle af de mest gængse metoder til at afdække evidens – fx at følge medicinernes protokol, eller ved lodtrækningsforsøg og terningekast beslutte, hvilke børn der skal anbringes, tvangsanbringes eller bortadopteres – eller blive i hjemmet hos forældrene. Bare tanken kan få det til at løbe koldt ned ad ryggen på de fleste. Vi må i stedet anvende det, man kalder naturlige eksperimenter, som er tilfældig variation i, hvem der anbringes mv., som fremkommer ved et indgreb af en slags. Det kunne være en lov- eller praksisændring, som har så markante konsekvenser, at den radikalt ændrer, hvem der anbringes, tvangsanbringes eller bortadopteres. Vi leder stadig efter en sådan anvendelig ændring, men indtil den er fundet, kan vi ikke med forskningsmæssig sikkerhed fastslå, om det er en god idé at anbringe et barn udenfor hjemme, endsige vælge tvangsanbringelser over de frivillige eller ty til bortadoptioner.

Et af statsminister Mette Frederiksens samt social- og indenrigsminister Astrid Krags nøgleargumenter for at skrue op for indsatsen er konstateringen af, at anbragte og tidligere anbragte børn og unge klarer sig langt dårligere end deres jævnaldrende på en række væsentlige parametre. Problemet er bare, at vi ikke ved, hvad disse dårligere livsbaner skyldes. Mette Frederiksen ser ud til at tolke det som et udtryk for, at vi anbringer for sent, eller at anbringelserne er præget af for stor ustabilitet mv. Men det kan også være et udtryk for at selve det at blive anbragt, uanset hvornår i livet og hvor stabil anbringelse er, er dårligt for barnets livschancer, og at anbringelsen alt andet lige har en negativ effekt. Omvendt kan de livsbaner vi ser hos de anbragte og tidligere anbragte børn være langt bedre, end de ville have været i fraværet af anbringelsen – selv i sin nuværende form – og deres relativt dårligere livsforløb, sammenlignet med jævnaldrende, kan skyldes den bagage de havde med sig forud for anbringelsen, som er fuldstændig uafhængig af anbringelsen og dennes årsager, eller det kan skyldes forhold, der ligger efter anbringelsen. Hvad der er den rette tolkning af de forskelle, vi ser mellem anbragte og ikke anbragte børn og unge, er uvist: Vi ved ikke, om det er måden vi anbringer på eller timingen af anbringelsen, der er vigtig – og først og fremmest ved vi ikke, om det virker at anbringe børn og unge udenfor hjemmet.  På den baggrund kan man altså ikke drage den konklusion, at vi med øget brug af tvangsanbringelser og bortadoptioner sikrer, at vi står på børnenes side.

Med regeringens ønske om og vilje til at reformere systemet vil vi derfor opfordre statsministeren til at sørge for, at alle nye indsatser, man implementerer indenfor dette område, følges tæt, og i særdeleshed, at en evaluering allerede planlægges og indtænkes ved implementeringen. På den måde vil man i fremtiden have bedre muligheder for én gang for alle at få sat den helt rigtige indsats i værk og dermed sikre, at vi står på børnenes side.