Der er dog stadig god grund til at kigge nøje på, hvordan den danske model vil fungere i fremtiden. Vi må huske på, at der i dagens universelle velfærdsstat allerede eksisterer A- og B-hold. Her kan et offentligt system, som i stigende grad halter efter på kvalitet, let risikere at skabe endnu større forskelle.

Antallet af private sundhedsforsikringer bliver ofte brugt som eksempel på en spirende ulighed i sundhedsvæsenet. Men uligheden er dybere. Fx har et studie fra Københavns Universitet vist, at dødeligheden blandt lav-ressourcepersoner falder, hvis deres praktiserende læge selv kom fra en lav-ressourcefamilie som barn. Akademikere og ufaglærte taler ikke altid samme ”sprog” – derfor har akademikere ofte lettere ved at navigere i sundhedssystemet.

Sundhedssystemet er dog bare et blandt flere områder, hvor ulighed ses. Et andet eksempel er uddannelse. Der er store forskelle i familiebaggrunden på landets uddannelsesinstitutioner. Størstedelen af de skattekroner, der går til uddannelse, går til børn fra ressourcestærke hjem. Dette skyldes, at børn fra ressourcestærke hjem i gennemsnit tager de længste (dvs. dyreste) uddannelser.

Og forskellene starter tidligt i barndommen. Forældre er villige til at betale meget for at bo tæt på de ”rigtige” folkeskoler – altså de forældre, der kan betale, vel at mærke. Og selv når kommuner ændrer optageområder, lader ressourcestærke forældre ofte ikke deres børn starte skole i det nye optageområde, hvis de øvrige familier har færre ressourcer end udgangspunktet. Én anvendt exitstrategi er privatskoler. En anden er andre offentlige skoler med ressourcestærke opland.

Dette er endnu et eksempel på, at nogle familier navigerer bedre i velfærdsstaten end andre. Når manøvremuligheder i tilbud overlades til den enkeltes økonomiske og personlige ressourcer, bliver resultatet med tiden ulighed i kvalitet. Det er lektien fra velfærdsstaten i dag. Og hvis den oplevede kvalitet af det offentliges tilbud falder, vil de stærkeste få endnu mere at vinde ved at manøvrere rundt i tilbuddene – både offentlige og private.

En ændring af den universelle tilgang er dog ikke skudsikker. Et nærliggende spørgsmål er, hvad der vil ske med opbakningen til velfærdsstaten blandt mellem- og højindkomstfamilier, hvis den skal finansieres af deres skattebetalinger, mens et tilfredsstillende serviceniveau først nås via en efterfølgende egenfinansiering.

Der findes ikke entydigt rigtige eller forkerte svar. De er i høj grad værdipolitiske. Hvad, vi ikke må tro, er, at vi kommer fra et lige udgangspunkt, hvor vi kan blive stående. Det ”ikke at gøre noget” også er et valg. Et valg, som kan medføre, at forskellene mellem det A- og B-hold, vi allerede ser tegnene på i dag, bliver større.