Skrivestærk pressekonsulent til at formidle forskning
Er du en mester i at gøre det komplicerede forståeligt for mennesker uden ekspertviden? Kan du se den gode historie i et komplekst materiale? Og har du mindst et par års erfaring med at arbejde med pressen? Så er du måske vores nye pressekonsulent.
ROCKWOOL Fonden forsker i velfærdssamfundets sociale og økonomiske bæredygtighed inden for bl.a. arbejdsmarkedet, produktivitet, uddannelse, sociale forhold og kriminalitet. Den forskning skal du være med til at formidle til medier og via vores egne kanaler.
Feltet er bredt. Det kan fx være en analyse af årsagerne til, at pigers karakterer i folkeskolen stiger mere end drengenes, eller hvad EU kunne vinde af produktivitetsgevinster, hvis medlemslandene tilbød deres virksomheder de samme rammevilkår som i Danmark. Blot for at nævne to konkrete eksempler.
Som vores nye pressekonsulent skal du enten komme med mindst et par års erfaring som journalist på et medie eller fra pressearbejde i en organisation eller virksomhed. Du skal således kunne dokumentere dyb indsigt i, hvordan journalister tænker og arbejder, og du skal elske at være den, der pitcher historien om vores nyeste forskningsresultat til journalister på landets medier.
Dine primære arbejdsopgaver vil være:
• At formidle forskningsresultater på en letforståelig måde til både journalister og den brede offentlighed. Det vil oftest være i form af pitch til redaktionel bearbejdelse på medier, kronikker, nyhedsbreve og opslag på sociale medier.
• At være med til at planlægge arrangementer, hvor vi præsenterer fondens nyeste forskningsresultater. Dem afholder vi typisk 6-8 af om året.
• At arbejde tæt sammen med forskere og “oversætte” deres forskning til mere almindeligt sprog via velskrevne resuméer, der rammer pointerne uden at blive for overfladiske eller upræcise.
Vi forestiller os at du:
• Har en relevant uddannelsesbaggrund, der gør dig i stand til at forstå samfundsmæssige problemstillinger, hvor data og tal som regel udgør en væsentlig del.
• Har mindst et par års erfaring som fuldtidsansat på et medie eller i en presseafdeling i en organisation/virksomhed.
• Er i besiddelse af en stærk faglig rygrad og en kritisk sans, der gør, at du hele tiden giver konstruktivt input og bidrager til at udvikle formidlingsindsatsen og organisationen.
• Er proaktiv, initiativrig, selvstændig og god til at samarbejde med forskellige faggrupper.
Vi tilbyder:
• En spændende og udfordrende stilling i en engageret arbejdsplads i det indre København, hvor strukturen er flad, og tonen uformel.
• Mulighed for at arbejde sammen med nogle af de mest fremtrædende forskere i landet.
• Gode muligheder for faglig og personlig udvikling.
ROCKWOOL Fondens kommunikationsteam består af fire fuldtidsansatte og en student. Samlet set har vi årtiers erfaring med pressearbejde, formidling, visuel kommunikation, strategi og public affairs.
Ansøgning:
Send din ansøgning og CV via linket her senest mandag d. 25. august kl. 8.00. Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte presse- og kommunikationschef David Elmer på 5385 5370 eller dbe@rockwoolfonden.dk.