Evaluering af Sund for Livet
Statens Institut for Folkesundhed fik af ROCKWOOL Fonden opdrag at lave en procesevaluering af initiativet Sund for Livet. Formålet med Sund for Livet var at forbedre den fysiske og mentale sundhed blandt socialt sårbare etniske minoritetskvinder. Initiativet fandt sted på Indvandrer Kvindecentret på Nørrebro over 40 uger i 2014-2015.
Deltagerne i initiativet var 17 etniske minoritetskvinder, de fleste enlige mødre med ringe kontakt til arbejdsmarkedet. Mange var overvægtige og havde flere langvarige lidelser, såsom type-2 diabetes, mavesår, rygsmerter og gigt.
Kvinderne fik tilbud om motions- og madlavningsundervisning to gange om ugen, samtaler med en socialrådgiver, sundhedstjek og deltagelse i fællesarrangementer.
Sunde vaner og bedre søvn
Kvinderne oplevede at få mere energi i hverdagen, bedre søvn, og mere opmærksomhed på varedeklarationer, sukker og fedtindhold, når de handlede. Flere havde for første gang meldt sig ind i fitnesscentre under initiativet. Desuden betød det sociale samvær med de andre kvinder meget for kvindernes trivsel. Samtidig var det svært for nogle at deltage i undervisningen, da de var enlige mødre med 4-5 børn og ofte følte sig stressede og trætte.
Det er evaluators vurdering, at initiativet Sund for Livet med fordel kan udbredes i andre sammenhænge i kommunalt regi samt i private og frivilligt baserede organisationer. Sammenlignet med lignede men mere kortvarige indsatser i Københavns Kommune har Sund for Livet ikke været dyrere hvis man tager højde for længden af indsatsen og antal aktiviteter tilbudt.