Corona koster på levealderen – men ikke i Danmark
Pandemien har de seneste to år medført store fald i den forventede levealder. Det gælder både i Europa og i resten af verden – men ikke i Danmark, de øvrige nordiske lande og Schweiz, viser ny undersøgelse fra Syddansk Universitet støttet af ROCKWOOL Fonden.
Corona har de seneste to år kostet mange menneskeliv, men der er store forskelle – både når man ser over tid og de europæiske lande imellem. Danmark er ét land ud af en håndfuld, hvor dødeligheden har ændret sig meget lidt, og hvor der således ikke har været større udsving i den forventede levealder i de seneste to år, som det også fremgår af figur 1. Tidlig indgriben kombineret med et stærkt sundhedssystem kan være medvirkende forklaringer på, hvorfor Danmark ikke har oplevet et fald i den forventede levetid.
Det udramatiske danske billede finder man bestemt ikke alle vegne. I en række lande i Europa samt i USA og Chile faldt den forventede levealder i 2020 så voldsomt, at adskillige års fremskridt på dette område med ét slag blev slået tilbage. Det viser en ny undersøgelse, der er gennemført under ledelse af forskere fra bl.a. Syddansk Universitet støttet af ROCKWOOL Fonden.
Forskel på dødelighed størst i år 2
I 2021, som var pandemiens andet år, var forskellen på dødeligheden landene imellem større end året før. Mens 12 lande oplevede, at den forventede levealder steg igen (især Schweiz, Sverige, Spanien og Belgien), så oplevede 14 andre lande, at den forblev på – eller faldt yderligere fra – det niveau, den var faldet til. Blandt de hårdest ramte var de central- og østeuropæiske lande, hvor dødeligheden som følge af corona blev meget højere i 2021 end i 2020. Der var således tale om en klar forskel på dødeligheden i Østeuropa og Vesteuropa i 2021.
USA havde i det første år af pandemien undersøgelsens største fald i den forventede levealder. Det genvandt man ikke i 2021, og selv om den forventede levealder ikke blev forringet yderligere i væsentligt omfang, så forblev USA et af de lande, hvor den forventede levealder faldt mest mellem 2019 og 2021.
Yngre dødsofre i pandemiens andet år
I 2021 ramte pandemiens dødsfald i modsætning til året før i højere grad aldersgrupper under 60 år. Det var således den højere dødelighed blandt mennesker under 60 år, der især bidrog til den faldende forventede levealder, mens vaccinerne medførte, at dødeligheden i ældre aldersgrupper blev mindre i 2021, sammenlignet med det første år af pandemien. Mens dødeligheden blandt mennesker over 80 år i for eksempel USA vendte tilbage til niveauet før pandemien, betød den stigende dødelighed, at den forventede levealder faldt betydeligt for aldersgrupperne under 60 år.
Norge og Schweiz skiller sig ud
På trods af store forskelle oplevede alle lande i undersøgelsen et fald i forventet levealder. Selv de mindst berørte lande, såsom Danmark, Finland og Norge, oplevede stagnation eller en langsommere forbedring af den forventede levealder.
Sverige og Schweiz formåede i pandemiens andet år at komme tilbage til niveauet for den forventede levealder fra før pandemien. Dermed var de sammen med de førnævnte nordiske lande de mindst ramte samlet set.
Figur 1. Forandringer i forventet levealder 2019-20 og 2020-21 i udvalgte lande
Note: Landene er oplistet efter øget kumulativt fald i forventet levealder fra 2019 til og med 2021, således at det land, der har oplevet det højeste fald i forventet levealder, figurerer øverst. De grå prikker angiver de gennemsnitlige forandringer per år i forventet levealder i årene forinden, 2016-19.
Udgivelser bag artiklen
Vidensoverblik
Corona koster på levealderen – men ikke i Danmark
Gå til vidensoverblikketSeneste udgivelser indenfor samme velfærdsemne
Forskning
Forskningsrapport
De danske kommuners service og produktivitet 2009-21
December 2024
Intervention
Debatindlæg
Unges mistrivsel skal tages alvorligt – men ikke overdrives
December 2024
Forskning
Forskningsrapport
Efficiency in Danish Local Governments What Sets the Best Apart
November 2024
Forskning
Forskningsrapport
Service Delivery and Efficiency in Danish Local Governments A Comprehensive Approach
November 2024